Find solcremen frem: Højt UV-indeks de næste dage

En kombination af få skyer og tyndt ozonlag over Danmark gør solens ultraviolette stråler ekstra skarpe

Rundt om i landet har danskerne i en rum tid nydt solskinsvejret trods coronakrisen. Foto: Anthon Unger
Rundt om i landet har danskerne i en rum tid nydt solskinsvejret trods coronakrisen. Foto: Anthon Unger

Hvis du skal tur ud i det blå over weekenden, kan det være en god idé at huske lidt solcreme på næsen.

Ifølge DMI går vi nemlig en solrig weekend i møde, hvor kun et tyndt lag skyer beskytter mod solens ultraviolette stråling.

Samtidig er ozonlaget over Arktis ifølge NASA rekordtyndt dette forår, og det forstærker de farlige stråler.

- En kombination af at ozonlaget er tyndt, og at solen har gode muligheder for at skinne ned på jorden, fordi der er få skyer på himlen, vil bidrage til, at UV-indekset alt andet lige er højere, siger vagtchef ved DMI Henning Gisselø.

Lørdag kan UV-indekset i København komme op omkring 4, mens det søndag vil ligge en smule lavere. Ifølge Kræftens Bekæmpelse bør man beskytte sig mod solen, når UV-indekset er over 3.

Det lokale UV-indeks står angivet i DMIs vejrudsigt på nettet.

DMI: Sådan rammer weekendsolen

Tyndt ozonlag
Målinger foretaget af NASA viser, at ozonlaget over Arktis ikke har været så tyndt for årstiden siden 2011.

Men det er ikke udsædvanligt, at der er den slags udsving, hvis man ser på målinger over de sidste fire årtier. Også tilbage i 1997 var ozonlaget over Arktis på niveau med det nuværende.

Selvom ozonlaget er tyndt, er det stadig dobbelt så tykt som de steder, hvor der er huller, skriver NASA.