Finder kirkegård under Rådhuspladsen: Det ændrer historien

Arkæologer har i al hemmelighed udgravet 20 skeletter under Rådhuspladsen i København. Se Eksta Bladets video fra udgravningen her

Se arkæologerne arbejde med udgravningen af skeletterne under Rådhuspladsen. TV: Linda Johansen.

Et anonymt, mørkegrønt telt på Rådhuspladsen i København har de seneste måneder gemt på en historisk hemmelighed.

Her har arkæologer fra Københavns Museum siden december haft travlt med at udgrave 20 skeletter fra den tidlige middelalder, imens tusindvis af intetanende danskere er passeret lige forbi udgravningen, der har været camoufleret midt i det igangværende metrobyggeri.

Onsdag morgen står en håndfuld mennesker foran teltet, imens journalister og fotografer skiftevis træder indenfor. Et af disse mennesker er Lars Ewald Jensen, arkæologisk leder i København og Danmarks svar på Indiana Jones.

Placering ændrer historien
Selvom han har stået i den bidende kulde siden tidlig morgen, er humøret højt, for med fundet af de 20 skeletter under Rådhuspladsen følger nye, spændende oplysninger om byens fortid. Kirkegårdens placering ændrer blandt andet ved historikernes opfattelse af det middelalderlige Københavns placering.

- Det er Københavns historie, der gemmer sig i jorden under os. Det er ikke bare de ældste københavnske begravelser, men de ligger også udenfor det område, vi traditionelt har opfattet som det oprindelige København, forklarer en smilende Lars Ewald Jensen.

Gennem de sidste par måneder har arkæologerne fra Københavns Museum i ly af to store telte gravet de skrøbelige knogler fra kvinder, mænd og børn ud. Foto: Linda Johansen
Gennem de sidste par måneder har arkæologerne fra Københavns Museum i ly af to store telte gravet de skrøbelige knogler fra kvinder, mænd og børn ud. Foto: Linda Johansen

Samarbejder med bygherrer
Arkæologerne har siden 2011 vidst, at der kunne være spændende fund at gøre netop her. I 2011 fandt de nemlig et lille udsnit af 11 begravelser i et kryds på H.C Andersens Boulevard, men dengang stod det endnu ikke klart, præcis hvor stor kirkegården var.

Når den første store udgravning først kunne begynde seks år senere, er det fordi man har ventet på byggeriet, forklarer Lars Ewald Jensen.

- De danske arkæologer er fuldstændigt afhængige af bygherres arbejde. Faktisk er 98-99% af al arkæologi i Danmark i virkeligheden udløst af byggearbejde. Vi graver, hvor de graver, for det er dem, der skal betale for det.

Frygt for gravrøverier
Udgravningen har indtil nu været hemmelig, fordi arkæologerne har frygtet, at nysgerrige danskere ikke kunne holde sig væk fra det anonyme, grønne telt.

- Det er heldigvis lykkedes at holde det hemmeligt, og det er vi rigtig glade for. Vi har desværre oplevet, at der er blevet stjålet knogler fra udgravninger, og her er det særligt kranier, der er eftertragtede, siger han.

Arkæologerne Stine Dansbo Winther og Sam Keenan måler et af de 20 skeletter. 163 cm høj er manden på billedet. TV: Linda Johansen.
Arkæologerne Stine Dansbo Winther og Sam Keenan måler et af de 20 skeletter. 163 cm høj er manden på billedet. TV: Linda Johansen.

København var betydningsfuld
Udenfor teltet bliver de nysgerrige journalister og fotografer mødt og dirigeret af Jane Jark Jensen. Hun er Museumsinspektør og arkæolog fra Københavns Museum, og det er hende, som har stået i spidsen for udgravningen. Ifølge hende er det nye fund interessant i forhold til at forstå, hvilken betydning København havde i 1000-1100-tallet, hvorfra graven menes at stamme.

- I 2008 udgravede vi en kirkegård lige ovre på den anden side af vejen, som vi altid har kendt til, og som vi troede var den ældste og første i København. Nu har vi lige pludselig en kirke, der ligger hundrede meter derfra. Det betyder, at København, måske hundrede år før Absalon, har haft to kristne kirke lige ved siden af hinanden. Det fortæller os, at København har været en by af en vis betydning på et meget tidligt tidspunkt, siger hun.

Flere undersøgelser følger
Men selvom selve udgravningsarbejdet snart er ved vejs ende, er arbejdet med skeletterne langt fra færdigt. 

- Når vi er færdige med udgravningen, starter et rigtig spændende stykke arbejde. Skeletterne bliver sendt til Sundhedsvidenskabeligt fakultet ved Københavns Universitet, hvor de vil blive gennemgået, vasket og analyseret. Her vil vi også lave en DNA-analyse af dem, så vi kan finde ud af, hvor de første københavnere kommer fra. For en by opstår jo ikke lige pludselig af sig selv.

Indenfor i det grønne telt sidder arkæologerne Stine Dambso Winther og Sam Keenan bøjet over et af skeletterne. Der er tale om en mand, der i sin levetid var omkring 163 cm. høj, forklarer de. Det kan virke helt vildt, at der ligger rester af mennesker lige nedenunder et af Danmarks travleste steder. Men det er faktisk langt fra enestående, forklarer Stine Dambso Winther. 

- Der ligger skeletter under hele København, også når man går og shopper på Strøget, så går man rundt ovenpå gamle kirkegårde.

De efterfølgende undersøgelser af skelettet vil blandt andet kunne oplyse arkæologerne om, hvor i verden skelettet stammer fra og hvor gammelt det er. TV: Linda Johansen.
De efterfølgende undersøgelser af skelettet vil blandt andet kunne oplyse arkæologerne om, hvor i verden skelettet stammer fra og hvor gammelt det er. TV: Linda Johansen.

35 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere