Fire danskere strandet på en båd i paradis: Kan ikke komme hjem

Ida Mouridsen er sammen med sin familie strandet i Panama på den båd, de skulle bruge til en jordomsejling

Med en båd der ligger stille har familien haft masser af tid. Den har de brugt på at lave en sang med tilhørende musikvideo til alle strandede danskere i udlandet. Video: Privat

Det var den store drømmetur for Ida Mouridsens far og bror, da de tre og søsteren satte sig for at tage på en jordomsejling.

Nu er der dog ikke tale om så meget drøm længere, efter coronavirussen er begyndt at påvirke hele verden.

Familien sejlede ud fra Holbæk havn 14. juli, og nu her otte måneder efter, er de strandet ved San Blas øerne i Panama.

Stedet er ifølge Ida det rene paradis, der styres af de lokale Kuna indianere. Der er dog lukket ned for trafikken til øerne, og der kan ikke komme flere turister derhen.

Familien har ellers nydt deres tur i fulde drag. Foto: Privat
Familien har ellers nydt deres tur i fulde drag. Foto: Privat
 

På samme måde er fly ind og ud af Panama stoppet, og Ida og familien er nu i dialog med Udenrigsministeriet, der er i dialog med andre europæiske lande omkring afhentning af deres borgere i udlandet.

'Vi satser på at ligge båden i havn her i Panama og taget et af de fly. Vi ved ikke, hvornår det bliver. Det er ret trist, at vi nok må sætte et midlertidigt punktum lige her på tærsklen til Stillehavet, men vi kan slet ikke komme gennem Panamakanalen, så der er ikke så meget sjov i at blive her. Vi er bange for at blive fanget i et dårligt sundhedssystem på ubestemt tid. Men vi prøver at holde humøret oppe og nyde det sidste af dette paradis', skriver Ida til Ekstra Bladet.

Sammen med familien har hun derfor lavet en musikvideo fra øerne, hvor de er lige nu. Her synger familien om, hvordan det er at være strandet i et rent paradis.

Det var især faren og broderens store drøm at sejle rundt i verden. Julie Rask Nørballe gast, Ida Mouridsen - datter, Aske Mouridsen - søn Jørgen Mouridsen far og kaptajn
Det var især faren og broderens store drøm at sejle rundt i verden. Julie Rask Nørballe gast, Ida Mouridsen - datter, Aske Mouridsen - søn Jørgen Mouridsen far og kaptajn
 

Strandet på ubestemt tid
Ida fortæller, at familien klarer sig fint, selvom der er lukket af til øerne.

'Vi klarer os rigtig fint. De lokale kuna indianere er meget flinke til at sælge os fisk, hummere, øl, grøntsager og frugt etc fra deres kanoer (udhulede træstammer) som de sejler ud til os i. Vi føler os meget trygge her og har jo også den fordel at vi har vores flydende hjem med os og ikke skal bo på hotel eller lignende. På den måde er vi rigtig heldige i forhold til andre strandede danskere, der sidder i meget værre situationer end os', lyder det.

Myndighederne har fortalt familien, at der snart bliver lukket for forsyninger til øerne. De er nemlig meget afhængige af fødevarer fra Colombia, og der er grænserne allerede lukket i.

Der sendes forsyninger til båden. Foto: Privat
Der sendes forsyninger til båden. Foto: Privat
 

De danske myndigheder har rådet familien til at komme hjem hurtigst muligt, men hvis der ikke kommer såkaldte task force fly, kan familien være strandet på ubestemt tid.

De har også været i kontakt med den danske konsulær i Panama, der har hjulpet familien og bedt dem komme til byen, så de kan være klar til at komme med, hvis der kommer et fly.

Båden har været deres hjem i otte måneder. Foto: Privat
Båden har været deres hjem i otte måneder. Foto: Privat
 

Nyder tiden 50 procent
Lige nu holder familien humøret oppe og prøver at have en 'normal' hverdag på båden.

'Vi prøver at holde en normal hverdag kørende. Herude indebærer det tit en snorkeltur, udforskning af øer, madlavning, sejlads mellem øerne, fiskning etc. Vi har forsøgt at blive ved med at holde gejsten oppe omkring det fantastiske sted vi er, men føler også vi kun er 50 procent til stede fordi vores tanker også hele tiden er på Coronavirus og på at vi desværre må forlade skuden og eventyret lige om lidt. Dette er en drøm min far og bror har arbejdet på i mange år op til vi tog afsted. Og det er bare næsten ubærligt at min far og bror må stoppe jordomsejlingen her'.

Ida fortæller, at de har skrevet sangen for at bearbejde deres tanke og sprede lidt glæde.

Hun håber, at videoen kan nå ud til andre, der er strandet og give dem et smil på læben.

Nu håber de, at de kan komme hjem snart. Foto: Privat
Nu håber de, at de kan komme hjem snart. Foto: Privat
 

Du kan se videoen øverst i artiklen og finde hele videoen her.