Fire familiemedlemmer døde af corona: Tre er på hospitalet

En familie i New Jersey er ramt af en vanvittig tragedie efter en hel familie er blevet smittet med coronavirus

Alle blev smittet efter en familiefest. Foto: GoFundMe
Alle blev smittet efter en familiefest. Foto: GoFundMe

Fire personer i den samme familie er døde af coronavirus i New Jersey USA. Tre familiemedlemmer er stadig indlagt.

Det skriver BBC.

Grace Fusco på 73 og seks af hendes voksne børn blev alle syge, efter de havde været sammen til et familiearrangement.

Næsten 20 andre slægtninge er nu gået i karantæne og venter på at finde ud af, om de også er smittet med virussen.

Grace Fusco er nu afgået ved døden, og det samme er hendes børn Rita, Carmine og Vincent.

Rita var underviser på en katolsk skole, og hun havde ingen sygdomme eller problemer med helbredet, inden hun blev smittet.

BBC skriver, at Grace Fusco døde uden at vide, at to af hendes børn allerede var gået bort efter at være blevet smittet.

Familiemedlemmet Paradiso Fodera fortæller, at resten af familien alle har valgt at isolere sig, og at de har ventet næsten en uge på at få resultater tilbage på, om de også er smittet.

- Hvorfor har vi ikke fået vores resultater? Det er er en sundhedskrise i samfundet. Hvorfor har sportsstjerner og kende mennesker uden symptomer fået højere prioritet over en familie, der er blevet smittet med virussen? Det her er en ubærlig tragedie for familien.

Mere end 200 mennesker er døde af virussen i USA, og der er 15.000 optalte smittede i landet.