Firma i store problemer: Nu ryger de ansattes julegave

Arriva skipper de ansattes julegave. Forretningen skal trimmes, så den kan sælges, lyder det i intern mail

De ansatte må betale med julegaven for at Arriva kan interessant for en kommende køber. Arkivfoto: Christer Holte
De ansatte må betale med julegaven for at Arriva kan interessant for en kommende køber. Arkivfoto: Christer Holte

At Arriva er i store problemer, koster nu de ansatte julegaven.

Det fremgår af en mail, som er sendt ud af selskabets adm. direktør, Marianne Bøttger.

Hun skriver:

'Vi nærmer os afslutningen på 2019. Et år, der på mange måder har været præget af udfordringer i vores forretning.'

'Det betyder desværre også, at vi i år må ændre på den måde, vi uddeler julegaver på. I har muligvis allerede bemærket, at der ikke er blevet ’lukket op’ for online julegave-shoppen i år. Julegaven i år vil i stedet blive en nytårshilsen, som I vil modtage på den anden side af årsskiftet.'

Se også: Internt brev afslører: 'Temmelig presset i hele Arriva DK'

'Det er vigtigt for mig at understrege, at når vi ændrer på julegaven i år, er det ikke et udtryk for, at jeres arbejde er mindre anerkendt og værdsat. Og jeg skal være den første til at takke alle for det enorme arbejde, jeg ved, bliver lagt i Arriva fra jeres side hver eneste dag. Men vi står desværre i en kritisk situation, forstærket af, at Arriva er sat til salg af vores ejere i Deutsche Bahn. Det gør det endnu mere afgørende, at alle lande i videst mulige udstrækning skal levere på deres budgetter. Og det gør vi desværre ikke i Danmark.'

Møder kritik
Men at de ansatte skal betale med en skattefri julegave, for at Arriva er mere spiselig at sælge, er mildest talt ikke noget, som imponerer Dennis Alex Jørgensen, formand for HK Trafik og & Jernbane

Dennis Alex Jørgensen, formand for HK Trafik og & Jernbane:

- Jeg synes, at det er meget lavt at synke, at virksomheden sender regningen for sine dårlige ledelsesbeslutninger ned til medarbejderne ved at fjerne deres julegaver med så kort varsel, siger han til Ekstra Bladet.

Han mener, Arriva fik opgaven for billigt:

- Dette er den grimme side af udbud. Nogle udbud er gode og ryster posen, men dårligdommene kommer med et som dette.

- Det bliver kun aktionærerne, der tjener på dette, og det går ud over medarbejdere og kunder, siger han.

Arriva: 'Et vanskeligt marked'

Ekstra Bladet har været i kontakt med Pia Hammershøy Splittorff, og spurgt om Arriva vil uddybe det interne brev. Hun svarer i en mail:

'Det er svært at komme i tanke om en dansk virksomhed, der ikke på et eller andet tidspunkt har oplevet udfordringer eller ændringer i markedet, der påvirker forretningen, og som kræver, at der handles agilt eller træffes svære beslutninger.'

'Arriva er ingen undtagelse. Vi er i markedet for kollektiv trafik, som er et vanskeligt marked, og i år kræver det en del at levere på de forventninger, vi har sat. Arriva er grundlæggende en sund forretning med masser af potentiale og et hav af dygtige og engagerede medarbejdere, så vi forholder os ganske fortrøstningsfuldt til fremtiden og har selvfølgelig også fra ledelsesmæssig side handlet på den situation, vi står i.'

'Som ansvarlig ledelse skruer man på nogle håndtag, når der ikke er balance mellem top og bund. Derfor falder julegaven i Arriva i år i stedet på den anden side af årsskiftet som en nytårshilsen, hvilket vi også tidligere har kommunikeret til vores medarbejdere.'

Fakta Arriva

Ejer: Deutsche Bahn

Forretningsområder: Buskørsel, havnebusser, togdrift, elbilerne DriveNow, uddannelsescentret UCplus

- Tog: Arriva har siden 2003 stået for driften af togtrafik i Midt- og Vestjylland. Selskabet betjener i dag 15 procent af det danske jernbanenet.

Arriva kører på togstrejkningerne: Aarhus-Skjern, Aarhus-Struer, Struer-Thisted, Struer-Skjern, Esbjerg-Skjern, Esbjerg-Niebüll (i Tyskland), Vestbanen mellem Varde og Nr. Nebel og Vejle-Struer samt fra 2020 Odense-Svendborg.

- DriveNow: Sammen med bybilsselskabet Drivenow introducerede Arriva i 2015 byilerne. Selskabet har biler flere steder i Europa

- Ucplus: Uddannelsesorgansiation. Uddanner togchauffører, taxichauffører og taxichauffører.

- Bus: Arriva har stået for busdrift flere steder i Danmark siden 1997. I alt er der en busflåde på 1200 busser og 3500 chauffører.

Kilde: Arriva

227 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere