Firma kendte sandheden i ni måneder: Bortviste Lisbeth for dokumentfalsk - selvom det var løgn

Der var ingen hold i anklagerne, da Lisbeth Jakobsen blev bortvist fra sit arbejde for dokumentfalsk. Der venter hende nu en stor erstatning

Lisbeth Jakobsen blev bortvist helt uden grund fra sit arbejde.  (Foto: Privat)
Lisbeth Jakobsen blev bortvist helt uden grund fra sit arbejde. (Foto: Privat)

- Jeg tænker, at de bare ville af med mig, og at det var en modbydelig måde at gøre det på. Især fordi, det er dokumenteret sort på hvidt, at jeg ikke havde begået dokumentfalsk, som de beskyldte mig for.

Sådan siger Lisbeth Jakobsen om Domea.dk, der er en af Danmarks største bygge- og boligadministratorer af almene boliger. De valgte at bortvise hende med anklager om dokumentfalsk. Men der var slet ikke hold i anklagerne, og nu er der indgået et forlig i sagen, som giver Lisbeth en erstatning på 325.000 kroner. Hun har samtidig fået en skriftlig undskyldning fra direktøren.

Derudover viser det sig, at Domea.dk har tilbageholdt centrale oplysninger i sagen - både for Lisbeth Jakobsens fagforening HK/Privat og for voldgiftsretten, som afgør sager med bindende virkning for de involverede parter.

Se også: Blev truet af skandaleramt firma: - Jeg turde ikke andet end betale

Bortvist tre dage før jul
Lisbeth Jakobsen, der har et forhøjet sygefravær på grund af diabetes, var af teamlederen blevet opfordret til at udfylde et sygedagpengeskema, så virksomheden kunne søge om refusion. Hun brugte sit eget Nem-ID. For at kunne sende skemaet digitalt skulle hun oplyse arbejdsgiverens navn, adresse, telefonnummer og CVR-nummer, så det gjorde hun og fik en kvittering på sin private mail.

Det fortalte Lisbeth Jakobsen endda teamlederen samme dag, som hun havde søgt. Men blot tre dage efter, den 21. december 2015, blev hun bortvist fra arbejdspladsen med den begrundelse, at hun havde brugt sin medarbejdersignatur fra Domea.dk og på den måde have underskrevet på arbejdsgiverens vegne og derved begået dokumentfalsk.

Se også: Medie: Hele direktionen fyret på sygehus

De vidste det var løgn
HK/Privat gik ind i sagen for Lisbeth Jakobsen og fremskaffede dokumentation fra Gladsaxe Kommune, der viste, at medlemmet ikke have brugt sin medarbejdersignatur, men derimod sin personlige signatur. Trods det fastholdte Domea.dk’s advokat den 22. december 2015 besynderligt både bortvisningen og beskyldningerne.

Ikke engang da Domea.dk i januar fik en redegørelse fra Dafolo - virksomheden, der har lavet det digitale system til brug for ansøgning om sygedagpenge - der viste, at Lisbeth Jakobsen havde brugt sin private Nem-ID, trak de bortvisningen og anklagen om dokumentfalsk tilbage.

I stedet tilbageholdte de oplysningerne for både voldgiftsretten og HK/Privat. Faktisk blev HK/Privat først oplyst om redegørelsen fra Dafolo til Domea.dk tirsdag den 25. oktober 2016 kl. 13.39, hvor fagforeningen samme dag kl. 16.00 havde frist til at indgive det sidste skrift i sagen.

- I det meste af et år har de altså vidst, at bortvisningen og beskyldningerne var forkerte og grundløse. Heldigvis er vores medlems navn og rygte renset nu, siger faglig konsulent i HK/Privat Monica J. Hovgaard, som kalder sagen 'usædvanligt grov'.

- Vores medlem er blevet udsat for en utilstedelig behandling af arbejdsgiveren, og derfor er vi efter omstændighederne tilfredse med godtgørelsen og den skriftlige undskyldning fra direktøren.

Det er så modbydeligt
Lisbeth Jakobsen har siden sagen startet været meget påvirket af den. Og det er blandt andet de falske beskyldninger, som fra start har været svære at håndtere.

- Det er så modbydelig en oplevelse, at få lagt sådan en seddel på bordet om, at jeg var bortvist. Jeg tænkte bare: ’For hvad?’ Jeg fik at vide, at det var for dokumentfalsk og misbrug af en signatur, jeg aldrig har brugt eller ikke vidste, hvordan man brugte, siger Lisbeth Jakobsen, som har været 11 år hos Domea.dk.

- 12 minutter efter, jeg fik sedlen, stod jeg uden for med fire plastikposer og tænkte: 'Hvad skete der lige der?'

Tvivlede
Selvom Lisbeth har fået støtte fra både venner og familie, har sagen været så absurd, at hun nærmest tvivlede på sig selv.

- Når de holder fast, så må de have et eller andet, har jeg tænkt. Jeg begyndte simpelthen at betvivle mig selv, fordi de blev ved med at holde fast i beskyldninger. Jeg oplevede også en mistro fra andre, selvom de jo har været på min side, fordi de fastholdt anklagerne, fortæller hun.

I øjeblikket er Lisbeth Jakobsen sygemeldt med stresssymptomer, men forventer snart være klar til at søge jobs. Sagen mod Domea.dk har sat sine tydelige spor, og det kan også få betydning for hendes fremtidige job. Hun ved endnu ikke, om jobbet skal være i boligbranchen.

Undskyld...

I den skriftlige beklagelse til Lisbeth Jakobsen giver Domea.dk’s adm. direktør, Thomas Holluf Nielsen udtryk for sin 'dybeste beklagelse' over forløbet.

Desuden skriver han også, at det 'har vist sig, at det grundlag, som Domea.dk har bortvist dig på, ikke har været til stede.'

Ekstra Bladet ville gerne have stillet uddybende spørgsmål til Thomas Holluf Nielsen. Blandt andet ville Ekstra Bladet gerne høre, hvorfor Domea.dk var så længe om at videresende rapporten, som tydeligt rensede Lisbeth Jakobsen for al mistanke, til HK/Privat og voldgiftsretten. Men direktøren har ikke yderligere kommentarer.

- Vi udtaler os ikke om personalesager.

105 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere