Fisker i shitstorm: Kaster sprængstof mod søløver

Fiskerens egen forklaring er, at han ikke kunne passe sit arbejde med de mange søløver cirkulerende om båden. ADVARSEL: Videoen kan virke stødende

Ladningen kastes ud og eksploderer sekunder efter om hovederne på de intetanende søløver. ADVARSEL: Videoen kan virke stødende. Privatoptagelser

Der er opstået stor debat på de sociale medier efter en video af en fisker i Canada, der kaster sprængstof mod en gruppe søløver, har set dagens lys.

Nu bliver hændelsen efterforsket af de officielle fiskerimyndigheder i landet. Det skriver flere medier, heriblandt Fox News.

Klippet viser fiskeren Allan Marsden antænder sprængstof, der normalt bruges til at skræmme bjørne væk, og smide det mod en gruppe af søløver, der havde samlet sig ved fiskerens båd.

Videoen er sidenhen blevet delt i forskellige Facebook-fora, heriblandt 'Pacific Balance Pinniped Society', der beskriver sig selv som en aktivistgruppe, som holder øje med bestanden af sæler og søløver.

Ville bare sprede dem
Allan Marsden har selv forklaret, at han kastede sprængstoffet med henblik på at sprede søløverne - ikke for at dræbe dem.

- Vi er ikke herude for at dræbe søløver. Vi leder ikke efter dem. Vi ville egentlig helst have, at de ikke var her, udtaler han til CBC News.

- De er her, vi prøver på at tjene til føden, og vi prøver bare at finde en måde at håndtere begge dele.

Marsden forklarer, at han deltog i videoen for at undervise befolkningen i, at søløverne udgør en fare for fiskeriindustrien.

Han ledte efter eget udsagn efter sild, men de blev skræmt væk af den store flok af søløver.

Derfor besluttede han sig for at bruge sprængstof til at få dem væk fra fiskene.

Allan Marsden med sit sprængstof. Foto: Facebook/ Pacifik Balance Pinniped Society
Allan Marsden med sit sprængstof. Foto: Facebook/ Pacifik Balance Pinniped Society

Ikke alene gjorde søløverne det svært at få fat i sildene; Allan Marsden mente også, at det var farligt for fiskerne, at den store flok lå så tæt på båden.

- Jeg er blevet bidt af en søløve før. Jeg er heldig, at jeg ikke er i en kørestol eller værre. Det kan være farligt at blive fanget af en søløve, der får dig smidt over bord.

Kan blive sigtet
Mens der hersker delte meninger om, hvorvidt det var i orden at skræmme søløverne væk, kan Allan Marsden meget vel risikere en sigtelse for sit stunt.

Department of Fisheries and Oceans har udtalt i en pressemeddelelse, at de undersøger hændelsen og mener, at det kan være, der kommer en sigtelse af manden.

Det er nemlig ulovligt at true eller forstyrre havdyr.

En ekspert i havdyrs velfærd har udtalt til CBC News, at han er i chok over handlingen.

- At kaste sprængstof mod hovedet af et dyr kan gøre dem døve, og hvis det er nær øjet, kan dyret miste synet, fortæller Andrew Trites.

- Jeg ved godt, at de har sagt, at det ikke skader dyrene, men hvis det er tilfældet, synes jeg da, at de selv skal prøve at stå med noget sprængstof og lade det sprænge.

176 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere