Fiskere lagt for had efter kæmpefangst

Tilskuere spyttede blandt andet på en af mændene, da de opdagede, hvad de havde bragt i land

- Det er fuldstændig vanvittigt at folk skal være så grove, siger Ben Knighton om episoden, som du kan se i optagelsen her. Video: AP/Storyful

Australske Ben Knighton elsker at fiske fra strandene ved storbyen Adelaide, men da han 31. oktober fangede en rokke, fik det konsekvenser, han ikke lige havde set komme.

Ben Knighton fortæller til australske 7NEWS, hvordan han sammen med venner har fanget 'hundredvis af rokker' gennem årene, men at ingen har været nær så stor som den, han fik på krogen den skæbnesvangre dag.

Den australske mand og hans to venner fiskede fra enden af en anløbsbro, da de fik bid. Efter at have kæmpet mod fangsten i over en time, var de godt klar over, at de havde fanget noget meget større, end de lige havde sat næsen op efter, og måtte handle derefter.

- Vi indså, at vi ikke ville kunne fjerne krogen fra dens mund (ude på broen, red.), så den næstbedste løsning var at hive den ind på stranden, fortæller Ben Knighton til 7NEWS.

Helvede brød løs
Som sagt, så gjort, men folks reaktion på fangsten kom alligevel bag på de tre lystfiskere. På stranden begyndte en folkemængde nemlig at samle sig.

- Da vi landede den på stranden, brød helvede løs, beretter Ben Knighton, der blandt andet måtte lægge ryg til skubberi, spytklatter og tilråb, mens han arbejdede med den store fisk.

Samfund - 20. jul. 2019 - kl. 20:10 Kæmperokke i knibe opsøgte dykkers hjælp

Lystfiskernes plan var at få krogen forsvarligt ud af munden på rokken og sende den tilbage i dens rette element. Det blev dog noget sværere, end det umiddelbart lød, takket være flere tilskuere, der prøvede at hive fiskestangen ud af hånden på Ben Knighton, og en kvinde, der gav ham en skideballe, mens hun stod faretruende tæt på den store fisk.

- Der er en sikker måde at lande en rokke på. De kan være ret farlige, forklarer Ben Knighton, der mener, at 'måden, hvorpå folk opførte sig, var fuldstændig latterlig'.

Det lykkedes Ben og hans venner at få krogen ud af rokkens mund og få den sikkert tilbage i havet. Efterfølgende er han dog forundret over, hvordan situationen hurtigt eskalerede.

- Det er fuldstændig vanvittigt, at folk skal være så grove, siger han om episoden, der endte med at politiet blev tilkaldt.

- Vi dræber dem ikke
I delstaten South Australia, hvor hændelsen fandt sted, er det tilladt at fange rokker af alle størrelser. Ifølge Knighton gider mange dog, i modsætning til ham, ikke at fjerne kroge fra fiskene, før de sætter dem ud igen.

- Jeg elsker virkelig de her dyr og nægter at efterlade nogen fisk med line eller krog i munden, lyder det fra lystfiskeren, som understreger:

- Vi er her ikke for at slagte eller dræbe rokker.

- Det er en sport. Det er hobby.

180 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere