Fitness-direktør: Sådan åbner vi

Danmarks største fitnesskæde, Fitness World, genåbner torsdag med nye tiltag, der gør det sikkert at træne, lover direktøren

Danmarks største fitnesskæde, kalder Fitness World sig selv. Kæden består af 176 centre landet over. Arkivfoto: Stine Tidsvilde
Danmarks største fitnesskæde, kalder Fitness World sig selv. Kæden består af 176 centre landet over. Arkivfoto: Stine Tidsvilde

Morten Bentzen taler i dag udelukkende i telefon med sit headset tilkoblet, for han har armene strakt i vejret i jubel over den aftale om genåbning, som et flertal i Folketinget forhandlede på plads natten til tirsdag.

Bentzen er administrerende direktør i fitnesskæden Fitness World, og han glæder sig uden forbehold over aftalen, som betyder, at kæden, som er Danmarks største med 176 centre landet over, i denne uge atter kan byde medlemmerne indenfor.

- Det er virkelig en glædens dag. Jeg er superglad på vegne af medlemmerne, som nu igen kan komme i gang med at træne og blive sunde og raske, siger Morten Bentzen til Ekstra Bladet.

- Jeg er også glad på vegne af vores mange ansatte, som har glædet sig til at komme tilbage på arbejde. Og selvfølgelig glæder det mig også rent forretningsmæssigt, for det er svært at drive en forretning, som skal holde lukket.

- Der er vel grund til begrænset jubel, når der stadig er restriktioner, der forhindrer optimal drift?

- Jeg er typen, der ser det positive i tingene. Nu får vi åbnet, og vi kommer i gang, og så håndterer vi de udfordringer, der er, og som kommer hen ad vejen, siger Morten Bentzen.

Han fortæller, at Fitness World har hyret ekstra personale, så der i hvert center er mandskab til at tjekke coronapas ved indgangen, og at centrene er gjort klar til at modtage medlemmer under hensyntagen til de gældende afstandskrav.

- Alt er målt op og markeret, og maskinerne er opstillet, så man ikke kommer for tæt på hinanden. Heldigvis har vi jo haft god tid til at forberede os på det her, siger Morten Bentzen.

- Det er med det helt store smil på læberne, at vi er klar til at genåbne. I vores app har vi tilføjet en service, der sætter medlemmerne i stand til at se, hvor mange besøgende der er i de enkelte centre her og nu.

- Man kan altså se, hvor travlt der er, og så kan man indrette sig efter det, og vi kan få spredt besøgene ud over hele åbningstiden, siger Morten Bentzen.

Der bliver ikke tale om tidsbestilling i centrene. Der er regler for, hvor mange der må være i hvert enkelt center, og hvis grænsen nås, lukkes der for adgang, siger Bentzen.

Før nedlukningen var der omkring 470.000 medlemmer i Fitness World.