Fitnesscentre til angreb

Fitnesscentre kan først åbne til august, og det er fitnesscentrenes brancheforening bestemt ikke tilfreds med

Regeringen med statsminister Mette Frederiksen i front meldte i sidste uge ud, at man vil genåbne samfundet yderligere. Frederiksen er klar over, at det kan betyde, at flere danskere bliver smittet. Video: Tariq Mikkel Khan

Mens store dele af det danske samfund kan se frem til at genåbne, så står fitnesscentrene tilbage som de store tabere.

Centrene kan først åbne til august, og det er ikke er faldet i god jord hos fitnesscentrenes brancheforening.

- Når vi nu kan se, at nedlukningen kommer til at vare fem måneder, så vil det få alvorlige økonomiske konsekvenser for branchen. Vi kommer vi til at miste en lang række idrætsfaciliteter, der er opbygget over de sidste 20 år, siger Morten Brustad, direktør i Dansk Fitness og Helse Organisation, i en pressemeddelelse.

- Det kan få alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser for den enkelte og for samfundet, at regeringen vælger fortsat at afskære de over 800.000 fitnessbrugere fra deres vante motionsform, siger han videre i pressemedelesen.

Risikerer at lukke
Ekstra Bladet har ringet til Morten Brustad for at få en uddybende kommentar til branchens manglende forståelse for genåbningsplanen.

- Du siger i pressemeddelelsen, at det kan få alvorlige konsekvenser for folkesundheden. Mener du seriøst, at man kan komme til at se på folkesundheden, at fitnesscentrene fortsat er lukkede frem til august?

- Ja, det mener jeg seriøst, for det, vi risikerer, er, at der er fitnesscentre, der ikke overlever, og det betyder jo, at du har en stor branche, der er i risiko for at lukke ned, og det er uanset, at der er kommet hjælpepakker, så står vi og ser ind i en økonomisk situation, hvor fitnessbranchen vil være enormt presset. Og hvis det betyder, at store dele af branchen ikke overlever, så vil Danmark miste nogle idrætsfaciliteter, og så vil det gå ud over en hel masse idrætsdeltagelse, som fitnessbranchen har stået for, siger han til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Morten Brustad, direktør i Dansk Fitness og Helse Organisation, er ikke tilfreds med, at fitnesscentre først kan åbne til august. Foto: PR-FOTO
Morten Brustad, direktør i Dansk Fitness og Helse Organisation, er ikke tilfreds med, at fitnesscentre først kan åbne til august. Foto: PR-FOTO

- Men det er jo ikke det, som du siger her i pressemeddelelsen. Du siger, at det, at man afskærer 800.000 fitnessbrugere fra deres vante motionsform, mens centrene er lukkede, at dét kommer til at få en negativ indvirkning på folkesundheden?

- Ja, det gør det i sig selv. En af faktorerne er jo, at træningen bliver forandret, og mange mister deres normale træning. Og hvis man ryger ud af træningsmønstrene, så er det svært at komme tilbage igen.

Morten Brustad frygter, at de personer, som er begyndt at dyrke fitness - hvor de ikke har dyrket særlig meget motion før - kan være svære at få fat i igen.

Vi er klar
Fitnesscentre er en del af fase fire i genåbningsplanen, der betyder at centrene kan åbne til august. Her vil det også være muligt for diskoteker og indendørs sports- og fritidsfaciliteter at åbne igen.

Fitnessbranchens talsmand mener, at det ville være sundhedsmæssigt forsvarligt at åbne centrene igen allerede nu, fordi centrene er klar til at åbne med restriktioner og flere forholdsregler.

- Vi har aldrig på noget tidspunkt ville åbne et eneste fitnesscenter, hvis vi mente, vi ikke kunne gøre det sundhedsmæssigt forsvarligt.

Han forklarer, at fitnesscentrenes brancheforening selv har taget initiativ til at lave et regelsæt med afstands- og hygiejnekrav med afsæt i, hvordan andre brancher har fået lov til at åbne.

- Men man skal jo ikke være virolog for at få den tanke, at der er større smitterisiko i fitnesscentre, når folk står og kampsveder, end der er alle mulige andre steder?

- Men det er ikke sikkert, at det så meget er sveden, det handler om, men mere er åndedrættet. Og vi er fuldstændigt opmærksomme på, at der kan være situationer, hvor der kan være brug for større afstandskrav. Derfor vil vi bare gerne i dialog med myndighederne for at se, om vi har ramt rigtigt, eller om vi skal kigge på flere restriktioner, siger han.

Det danske samfund skal gradvist genåbnes, og planen for det blev Folketingets partier enige om i går. Her lægger statsminister Mette Frederiksen planen for fase to - som begynder nu - frem. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix. Samfund - 8. maj. 2020 - kl. 11:06 Fase to, tre og fire: Her er overblikket

607 kommentarer
Vis kommentarer