Flagermus overtager by

Byen har lige for tiden 5000 indbyggere og hundredtusindvis af flagermus

Se hvad indbyggerne i Ingham døjer med for tiden i indslaget her. Video: Reuters/Ritzau Scanpix

Den lille by Ingham i den australske delstat Queensland er blevet ramt af en ubehagelig invasion.

Hundredtusindvis af flagermus af typen, der på dansk kaldes flyvende hunde, har nemlig slået sig ned i byen til stor gene for de cirka 5000 indbyggere, skriver Reuters.

Flagermusene har blandt andet slået sig ned i parker, hvor der er så mange af dem, at tykke grene på træer er knækket under flagermusenes vægt. Det kan du se et eksempel på i videoen over artiklen.

De mange flagermus udgør adskillige problemer for de lokale. Den største koloni ligger nemlig tæt på det lokale hospital, og det betyder, at helikoptere til og fra hospitalet er tvunget til at finde et andet sted at lande, da man ikke kan komme i nærheden af hospitalet uden at flagermusene udgør et problem.

Kan bære dødelig virus
Forældre overvejer derudover at holde deres børn hjemme fra skole af sikkerhedshensyn.

Den højaktuelle coronavirus menes at stamme fra flagermus, men den smitte bærer flyvende hunde ikke på.

De kan til gengæld være bærere af lyssavirus, en rabieslignende sygdom, der overføres gennem bid eller rifter. Siden 1996 har der været tre bekræftede tilfælde af smitte med lyssavirus i Australien, som alle har haft dødelig udgang.

Desværre er det yderst begrænset hvad de lokale myndigheder kan gøre ved invasionen, da loven i Queensland betyder, at flyvende hunde er fredet.

54 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere