Flere alvorlige bivirkninger med cannabis: - Forskrækker mig ikke

Cannabis Danmark ser evaluering som godt udgangspunkt for at gøre forsøg med medicinsk cannabis permanent

Forsøgsordningen med medicinsk cannabis, som visse patientgrupper kan få udskrevet, varer fra 2018 og fire år frem. (Genrefoto). Foto: Amir Cohen/Reuters
Forsøgsordningen med medicinsk cannabis, som visse patientgrupper kan få udskrevet, varer fra 2018 og fire år frem. (Genrefoto). Foto: Amir Cohen/Reuters

På godt halvandet år er der kommet 81 indberetninger om bivirkninger i forbindelse med forsøgsordningen med cannabis.

Det skriver Berlingske på baggrund af en midtvejsstatus i en igangværende forsøgsordning.

12 af indberetningerne handler om formodede alvorlige bivirkninger.

Blandt andet en ældre patient, som blev fundet næsten bevidstløs og måtte indlægges efter at have været behandlet med et cannabisprodukt.

I et andet tilfælde vågnede en patient med kvalme og svimmelhed efter at have indtaget et cannabisprodukt i sin te aftenen forinden. Personen måtte indlægges.

De rapporterede bivirkninger skal ses på baggrund af, at der i løbet af syv kvartaler samlet var 2272 borgere, der indløste 7515 recepter på cannabisprodukter.

Meldingen om bivirkninger overrasker ikke sekretariatsleder Rikke Jakobsen fra Cannabis Danmark - et nationalt videnscenter for medicinsk cannabis.

- Der er bivirkninger ved al medicin. Hvis man nærlæser rapporterne, er det meget svage bivirkninger, som primært handler om forkert dosering fra patientens side, siger hun til Ritzau.

Ifølge sekretariatslederen bør der laves bedre vejledninger om doseringen af produkterne.

- Det er noget diffust i øjeblikket, og det bør man tage op i politisk regi som en justering af forsøgsordningen.

Sekretariatslederen ser evalueringen som et 'godt udgangspunkt for at permanentgøre ordningen'.

I Scleroseforeningen har man været fortaler for forsøgsordningen, og foreningens direktør, Klaus Høm, er heller ikke afskrækket af rapporterne om bivirkninger.

- Det er et relativt lavt antal sager. En af pointerne med forsøgsordningen var jo netop at skaffe viden om både positive og negative effekter, og derfor er det godt, at bivirkningerne registreres, siger han til Berlingske.

Morten Freil, direktør i paraplyorganisationen Danske Patienter, mener, at bivirkningerne ligger inden for det niveau, man måtte forvente.

- Vi skal huske på, at det er meget syge patienter med sklerose, kræft og gigt, som har store smerter i hverdagen og stærkt nedsat livskvalitet.

- Cannabis er typisk deres sidste mulighed, når de har prøvet alt inden. Så at en mindre gruppe oplever bivirkninger også i kombination med anden medicin, er ret forudsigeligt, siger han til Ritzau.

Hos en af de store fortalere for forsøgsordningen, Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt, er opbakningen til ordningen også intakt.

- Nu giver ordningen os nogle erfaringer, som kan gøre os klogere på produkterne. Det bliver registreret, hvis der er noget - i modsætning til hvis man havde købt det på Christiania, siger hun til Berlingske.

Forsøgsordningen blev iværksat 1. januar 2018 og løber fire år frem.

Læger kan udskrive cannabis til udvalgte patientgrupper

På godt halvandet år er der kommet 81 indberetninger om bivirkninger i forbindelse med en forsøgsordning med medicinsk cannabis.

Her kan du læse om ordningen.

* 1. januar 2018 trådte en forsøgsordning med medicinsk cannabis i kraft.

* Ordningen giver læger mulighed for at udskrive en ny type cannabisprodukter, som ikke tidligere har været lovlige i Danmark.

* Produkterne, der er omfattet af forsøgsordningen, betegnes medicinsk cannabis, og de kan have form af tørrede cannabisblomster, cannabisolie, kapsler og tabletter.

* Forsøgsordningens produkter er ikke testet for virkninger og bivirkninger i kontrollerede forsøg på samme måde som godkendt medicin.

* Patienter med følgende indikationer kan komme i betragtning til at få midlerne udskrevet: Sklerose, rygmarvsskade, kronisk smertebehandling og kvalme/opkastning efter kemoterapi.

* Med den fri ordinationsret kan en læge dog udskrive cannabis til patienter med andre sygdomme, hvis lægen fagligt vil stå inde for det.

* Forsøgsordningen skal evalueres efter fire år, og herefter skal det besluttes, om den skal gøres permanent.

Kilder: Berlingske, Lægemiddelstyrelsen.

215 kommentarer
Vis kommentarer