Flere danskere er nu på vej hjem fra Wuhan

Sundheds- og Ældreministeriet oplyser til Ekstra Bladet, at flere danskere søndag er på vej hjem

Det skal du være opmærksom på med den nye coronavirus. Video / redigering: DR Nyheder / Reuters via Ritzau Scanpix / Anders Olsen

Fredag landede et fly fra Forsvaret i Roskilde lufthavn med fire danskere, der var blevet evakueret efter virusudbruddet i Kina.

Søndag er flere danskere på vej hjem fra det virusramte område Wuhan. De vil blive fragtet hjem på samme måde som i fredags. Det bekræfter Sundheds- og Ældreministeriet overfor Ekstra Bladet.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser søndag eftermiddag, at der er tale om ti personer, som forventes at lande i Sydfrankrig i eftermiddag. Herudover er der en medarbejder fra Udenrigsministeriet med på flyet.

Ligesom det var tilfældet med den første evakuering, bliver hjemturen fra Wuhan en kringlet affære.

Fra Sydfrankrig skal de danske og dansk-kinesiske borgere med et andet fly til en militær lufthavn i Bruxelles. Herfra bliver de hentet af Forsvaret og transporteret til Roskilde lufthavn.

Ingen af de evakuerede danskere har indtil videre udvist tegn på at kunne være smittet med coronavirus, og der er ingen syge personer på det franske evakueringsfly, lyder det.

De første fire danskere måtte ligeledes forbi både London og Madrid, før de kunne flyves af Forsvaret med et Challenger-fly til Roskilde lufthavn.

Hvorfor bliver de ikke sat i karantæne?
I Danmark bliver hjemvendte ikke automatisk sat i karantæne. Sådan har det også været under tidligere udbrud af sygdomme, for eksempel ebola.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der ingen grund til bekymring, da danskerne bliver grundigt undersøgt og udspurgt om deres gøren og laden både før og under rejsen samt ved landingen i Danmark.

- Vores kriterier for risikovurdering og vores principper for overvågning af raske med risikokontakt har vi mange års erfaring med, og de er på linje med vores nabolande. Vi tager ingen unødig risiko i forhold til at forebygge smittespredning i befolkningen, samtidig med at vi også tager hensyn til de borgere, der er kommet sikkert hjem fra et risikoområde, har Anne-Marie Vangsted, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, tidligere udtalt i en pressemeddelelse.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke har skrevet om de første fire hjemvendte på Twitter, at de skal holde sig hjemme de første 14 dage og være i tæt kontakt med sundhedsmyndighederne.

FAKTA: Så mange er smittet i Europa

Tyskland: 8

Frankrig: 6

Italien: 2

Rusland: 2

Storbritannien: 2

Spanien: 1

Finland: 1

Sverige: 1

Tal senest opdateret 2. februar klokken 11.19. Kilde: John Hopkins University

143 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere