En video, hvor en ung mand angiveligt bliver dræbt af politiet, har medført en tsunami af utilfredshed med ordensmagten i Nigeria.
Sikkerhedsstyrker åbnede tirsdag ild mod demonstranterne, der protesterer mod politivold.
Landets præsident Muhammadu Buhari kritiseres nu for manglende respons, da over 30 embedsmænd ifølge The Guardian har opfordret ham til at stå til ansvar overfor offentligheden.
I hovedstaden Lagos og en række andre stater har man nu indført udgangsforbud alle døgnets 24-timer, men protesterne er fortsat.
Tortur, overfald, røveri og udenretlig drab
Protesterne i Nigeria går under navnet '#EndSars'. Sars er en specialenhed under politiet, hvis officielle funktion er at tage sig af voldelige forbrydelser som bevæbnet røveri og kidnapning.
Sars er blevet anklaget for brud på menneskerettighederne ved tortur, overfald, røveri og udenretlig drab.
Tidligere på året meldte Amnesty International ud, at de havde dokumenteret mindst 82 tilfælde af tortur, mishandling og mord fra enheden mellem januar 2017 og maj i år.
De nuværende protester startede efter en viral video, hvor Sars angiveligt slår en ung mand ihjel.
Hashtagget '#EndSars' er gået verden rundt og appellerer til at nedlægge den angiveligt voldelige politistyrke og reformere politiet.
Efter flere dages nationale protester ophævede Nigerias præsident Muhammadu Buhari Sars, men demonstrationerne er fortsat siden - nu mod den nye enhed, der skal erstatte Sars, da mange i landet ifølge BBC mener, at der kun er tale om et navneskifte.
- Ophævelsen af Sars er første skridt i vores indsats mod vidtrækkende politireformer, der skal sikre at den primære pligt for vores politi forbliver at beskytte livene og levebrødet for vores folk, lød det fra præsidenten.
Det er ikke første gang Sars er blevet ophævet. Enheden blev mellem 2017 og 2019 forbudt flere gange efter samme bekymringer som nutidens.
Skud mod demonstranter
Ifølge Amnesty International er mindst 12 er døde efter politiet skød mod demonstranter tirsdag.
Et øjenvidne har til BBC beskrevet, at have set op mod 20 lig og 50 sårede. Dette tal er ikke bekræftet.
- Vi troede, at når politiet så vores flag, ville de se, at vi forsøger at bevæge landet fremad.. Men da de kom opførte de sig som dyr, siger et andet vidne til The Guardian.
Vidnet beskriver, at folk måtte flygte og gemme sig mens politiet skød ind imod folkemængden.
- De dræbte så mange uskyldige sjæle. Jeg løb væk, og de løb efter os. Folk døde på stribe, som om det var et spil, siger vidnet Shola Abdu yderligere til The Guardian.
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at komme i kontakt med danskere i Nigeria. Hvis du selv befinder dig i området eller kender nogen, der gør, er du velkommen til at kontakte journalisten på mail.