Flere gymnasieelever smittet med coronavirus

Ordrup Gymnasium har flere tilfælde af coronasmittede, men hverken lærere eller øvrige elever på skolen skal i karantæne. Det sker efter råd fra Styrelsen for Patientsikkerhed, lyder det fra rektor

Heunicke: Vi skal undgå ny nedlukning, men det kræver befolkningens indsats . Video: Ritzau

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

Opdateret klokken 13.30. Ordrup Gymnasium er vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelse, og artiklen er derfor opdateret med svar fra rektor Søren Helstrup.

Fire elever på Ordrup Gymnasium nord for København er konstateret smittet med coronavirus.

Det bekræfter skolens rektor, Søren Helstrup, i en mail til Ekstra Bladet.

'Vi har fire elever, hvoraf de tre slet ikke har været i skole og den fjerde kun kortvarigt. I sidstnævnte tilfælde er nære kontakter hjemme og afventer testresultat, før de må komme igen.'

Ingen af de øvrige elever eller klasser på Ordrup Gymnasium er blevet sendt hjem i karantæne. Det sker ifølge rektoren efter råd fra Styrelsen fra Patientsikkerhed, som skolen er i dialog med.

Gik sløj hjem
'Den fjerde gik sløj hjem efter få timer på førstedagen, skriver rektor Søren Helstrup i en mail til Ekstra Bladet og tilføjer:

'Som du ved, tager det længere tid at blive smittet'.

Dette er dog ikke korrekt. Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer tager det ikke flere timer at blive smittet.

Coronavirus smitter gennem dråbe- og kontaktsmitte, og den syge elev kan derfor sagtens have nået at smitte andre elever og lærere ved at hoste eller nyse og eksempelvis have taget i et dørhåndtag uden at desinficere sine hænder inden da.

Artiklen fortsætter under billedet...

Ordrup Gymnasium har modsat andre gymnasier ikke sendt elever hjem i karantæne. Foto: Henning Hjorth.
Ordrup Gymnasium har modsat andre gymnasier ikke sendt elever hjem i karantæne. Foto: Henning Hjorth.
 

I en mail til Ekstra Bladet uddyber rektoren, at styrelsen direkte har frarådet skolen at sende eleverne hjem.

'Styrelsen frarådede fredag eftermiddag hjemsendelse af hele klasser ved enkeltstående tilfælde af smitte, der ikke er sket på skolen', skriver rektor Søren Hestrup.

Dermed reagerer Ordrup Gymnasium anderledes på coronasmitten end andre gymnasier, folkeskoler og børnehaver landet over har gjort.

140 elever sendt hjem
På Stenhus Gymnasium i Holbæk blev fem klasser i sidste uge sendt hjem, efter at én elev i hver klasse havde udvist symptomer på coronavirus. Det svarer ifølge TV Øst til 140 elever.

Også på Aalborg Handelsskole blev en klasse på 3. årgang fredag sendt hjem, efter at en elev på skolen blev testet positiv for coronavirus. Det samme blev de undervisere, der havde været i kontakt med klassen inden for 48 timer.

Derudover får de hjemsendte elever i Aalborg ikke lov til at komme tilbage på handelsskolen, før de kan fremvise to negative coronatest taget med to dages mellemrum, skriver TV2 Nord.

Skolen lukker i
Ekstra Bladet har været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed for at høre, hvordan det kan være, at gymnasierne reagerer så forskelligt - når én smittet elev kan føre til, at en hel årgang + lærere bliver sendt hjem i Aalborg, mens ingen bliver sendt hjem, når der er flere smittede på Ordrup Gymnasium.

Styrelsen ønsker ikke at kommentere de konkrete tilfælde eller den rådgivning, der er givet, men udtaler, at 'vores anbefaling beror på en konkret vurdering fra gang til gang'.

Rektor på Ordrup Gymnasium Søren Helstrup understreger over for Ekstra Bladet, at gymnasiet følger myndighedernes retningslinjer.

'Hvis elever eller medarbejdere har været i tæt kontakt med smittede skal de blive hjemme, indtil de er testede – dette ved alle elever og medarbejdere', skriver rektoren i sin mail.

Ekstra Bladet har spurgt Søren Helstrup, hvordan han kan vide sig sikker på, at den smittede elev ikke har nået at smitte andre, inden vedkommende efter et par timer gik sløj hjem. Dette har vi endnu ikke fået svar på.