Flere hundrede samlet i demonstration

Gruppen Men In Black demonstrerer endnu en gang i gaderne i København. Politiet estimerer omkring 400-500 deltagere

Flere hundrede mennesker er lørdag aften samlet til Men In Black-demonstration i København - flere af dem uden mundbind.

Demonstrationen startede ved Forum Station, hvorfra de ifølge organisationens plan gik imod Nørre Søgade, Frederiksborggade, Nørre Voldgade og derfra tilbage til Forum Station.

Men da demonstrationen skulle være vendt tilbage mod Forum, drejede de i stedet i en anden retning.

- De skulle gå tilbage mod Forum, men de drejede mod Åboulevarden, og det var ikke meningen. Det fik betjentene til at trække stavene, men de har ikke slået på nogen, siger Ekstra Bladets fotograf.

Politiet fik efterfølgende folkemængden tilbage på en rute, som ledte dem tilbage til Forum, hvor de forsamlede sig på Pladsen.

Her blev der ifølge Ekstra Bladets fotograf på stedet fra talerstolen meldt ud, at demonstrationen nu var slut. Der blev dog opfordret til, at man blev og festede videre, men at man fortsat skulle forholde sig rolige og følge politiets anvisninger.

Der er under demonstrationen blevet sunget slagsange, bland andet 'frihed for Danmark, vi har fået nok'.

Demonstrationen var anmeldt til politiet på forhånd, og der blev demonstreret mod coronarestriktionerne i Danmark.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan

Demonstrationen var planlagt således, at der ville være musik og taler på samlingsstedet ved Forum Station, hvorefter man ville bevæge sig videre på den planlagte rute.

Fra talerstolen lød det ifølge Ekstra Bladets reporter, 'vi er samlet her i dag, fordi vi har fået nok', hvilket medførte stor jubel blandt de fremmødte.

Flere demonstranter holdt skilte med teksten 'Sortklædt Modstand', og på billeder fra stedet ses flere demonstranter med romerlys i hænderne.

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan

Ekstra Bladet har været i kontakt med Københavns Politi, som estimerer at der er omkring 400-500 demonstranter til stede. De har selv en 'passende mængde' styrker til stede, oplyser vagtchef Lars Ole Karlsen.

- Vi har haft kontakt til demo-lederen, som oplyser, at han forventer en fredelig og rolig demonstratio, og det håber vi da også på, det bliver.

- Såfremt der skulle være uromagere eller voldsparate elementer, så har vi styrker, der kan håndtere det, siger han til Ekstra Bladet.

- Har der været optræk til uro?

- Ikke for nuværende. Vi håber, at det fortsætter.

Ekstra Bladets reporter på stedet fortæller, at politiets anvisninger bliver fulgt, og at der fortsat ikke har været konfrontationer.

1 af 5 Foto: Tariq Mikkel Khan.
2 af 5 Foto: Tariq Mikkel Khan
3 af 5 
4 af 5 Foto: Tariq Mikkel Khan
5 af 5 Foto: Tariq Mikkel Khan
1872 kommentarer
Vis kommentarer