Flere plejecentre ramt hårdt af corona

I Brønderslev Kommune er flere beboere med demens isoleret, og i Roskilde Kommune mistænkes tre dødsfald på et plejehjem for at have forbindelse til covid-19. Sundhedsstyrelsen fastholder kun at teste personale med symptomer

Ekstra Bladets reporter søgte svar på dagens pressemøde i Eigtveds Pakhus. Video: Anthon Unger

Syv beboere og ni ansatte på plejecenteret Valdemarsgade i Brønderslev Kommune er blevet testet positiv for coronavirus. Det skriver Brønderslev Kommune i en pressemeddelelse torsdag, der fik testet alle beboere og ansatte på plejecenteret tirsdag.

Én af de syv beboere døde kort tid efter på plejecenteret.

Det smittede personale er nu i hjemmekarantæne, mens de ældre beboere, der er testet positive, nu er isoleret på stuerne.

Plejecenterets leder og medarbejdere forsøger selv at løfte opgaven, men får assistance fra hygiejnesygeplejerske fra Region Nordjylland, som har ekspertise i isolation af borgere og forebyggelse af spredning.

Historien har altså udviklet sig, efter en enkelt beboer på plejecenteret i lørdag blev testet positiv.

Da Plejecenteret er et demensplejecenter, er det blandt andet vanskeligt at forklare beboerne, at de skal holde afstand til hinanden og overholde forskellige hygiejnekrav.

I stedet vaskes hele centeret med klorvand to gange i døgnet.

Plejecenteret Valdemarsgade for demente i Brønderslev Kommune er ramt hårdt af coronavirus. Flere beboere isoleret. Foto: René Schütze
Plejecenteret Valdemarsgade for demente i Brønderslev Kommune er ramt hårdt af coronavirus. Flere beboere isoleret. Foto: René Schütze
 

Tre døde på plejecenter i Roskilde
Trekroner Plejecenter i Roskilde er også blevet hårdt ramt af covid-19, da flere nylige dødsfald mistænkes for kunne sættes i forbindelse med den dødelige coronavirus.

Det skriver TV2.

Her er mindst fire beboere og syv medarbejdere testet positiv, men flere mistænkes for at være positive og venter på test.

- Det er jo en forfærdeligt smitsom sygdom, og den er svær at håndtere, og den kan ramme hvor som helst. Den kunne have ramt et hvilket som helst plejecenter, og det her er jo heller ikke det første plejecenter, den rammer, siger Mette Heideman, der er direktør for social, job og sundhed i Roskilde Kommune til TV2 Lorry.

Sundhedsstyrelsen vil ikke teste personale uden symptomer
Flere ansatte har været syge med coronavirus, selvom de ikke mærkede noget som helst. De har været på arbejde blandt de gamle.

Derfor stillede Ekstra Bladet følgende spørgsmål til Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm i forbindelse med pressemødet torsdag eftermiddag:

- Hvad er meningen med retningslinjerne om, at hvis man er plejepersonale, så skal man tage på arbejde, også selvom man er blevet nyst i hovedet af en beviselig coronasyg person. Hvad er meningen med de retningslinjer?

- Vi er meget bekymrede for de udbrud, der har været på danske plejehjem og andre steder i samfundet. Det skal vi gøre alt, hvad vi kan for at forebygge, lyder det straks fra Søren Brostrøm.

Til trods for det, er Brostrøm ikke enige i, at vi nu skal teste plejepersonale, der ikke har udvist synlige symptomer.

- Der er enighed om, at det med at teste asymptomatiske personer ikke er særligt godt, præcist eller effektivt, siger Brostrøm.

- Men der er samtidigt total enighed om, at hvis man bare har de mindste symptomer, som luftvejssymptomer, så skal man holde sig hjemme. Særligt hvis man har med sårbare at gøre.

Plejepersonale begynder så småt at kunne testes, men altså kun hvis de har synlige symptomer.

Beskæftigelsesminister: Det vil jeg straks kigge på
Efter pressemødet møder Ekstra Bladet beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på vej ud af døren. Ministeren bliver spurgt til, om han vil forhindre at plejepersonale, der skal passe på de mest sårbare borgere, skal fortsætte med at møde på arbejde, selvom de har været i kontakt med coronasmittede personer.

- Dem, der går på arbejde, uanset hvad de arbejder med, skal føle sig trygge i den her situation. Så er det her et eksempel på, at vi ikke vil følge de sundhedsfaglige anbefalinger? Vi afviser ikke at gøre noget som helst, siger Peter Hummelgaard.

- Men synes du, det lyder logisk? Vi gør alle de ting, vi gør, for netop at passe på de gamle. Men lige præcis når det gælder plejepersonale, har man en regel om, at de skal blive ved med at møde på arbejde indtil de er synligt syge?

- Bare for at være helt ærlig. Jeg ved simpelthen ikke nok om baggrunden og sagen. Men folk skal føle sig trygge. Jeg vil straks efter det her dykke ned i, hvad det drejer sig om, eller om ikke andet gøre den relevante minister opmærksom på, at der er noget, der skal kigges på, lyder det afslutningsvis fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

80 kommentarer
Vis kommentarer