Flere skifter smartphonen ud med strikketøj

23-årige Maria lever af strik: - Det virker helt som terapi, siger hun

- Jeg bor på en gård med min kæreste, hvor vi er selvforsynende, så jeg vil hellere have et arbejde, der stemmer overens med mine værdier end tjene mange penge, siger Maria Elstrøm Jensen, 23, om at springe ud i livet som selvstændig. Foto: René Schütze
- Jeg bor på en gård med min kæreste, hvor vi er selvforsynende, så jeg vil hellere have et arbejde, der stemmer overens med mine værdier end tjene mange penge, siger Maria Elstrøm Jensen, 23, om at springe ud i livet som selvstændig. Foto: René Schütze

Det er ikke længere forbeholdt farmor at strikke, hækle og brodere.

Maria Elstrøm Jensen, 23, er en af de mange unge, der ikke kan få nok af den uldne hobby. Faktisk er hun blevet så bidt af at strikke, at hun netop har gjort fritidsinteresse til levevej.

1. januar overtog hun forretningen Strikkehjørnet i den nordjyske by Mariager, selvom hun kun har strikket i lidt over et år.

- Jeg har aldrig været typen, der gør noget halvt, siger hun med et skævt smil til Ekstra Bladet, mens hun hjælper en ung kvinde med at vælge garn til en vest.

- Man bliver så optaget af det, at det virker helt som terapi. En af mine gode veninder er også begyndt at strikke. Før sad hun altid med telefonen i hånden, men nu sidder hun med strikketøjet i stedet.

- Der kommer mange i 15-16-17-års alderen, som køber garn til en trøje, og så skal de hjem til farmor og lære at strikke, fortæller Maria Elstrøm Jensen fra butikken Strikkehjørnet. Foto: René Schütze
- Der kommer mange i 15-16-17-års alderen, som køber garn til en trøje, og så skal de hjem til farmor og lære at strikke, fortæller Maria Elstrøm Jensen fra butikken Strikkehjørnet. Foto: René Schütze
 

Maria selv opdagede sin nye verden med mobilen i hånden på det sociale medie Instagram.

- Jeg og en veninde faldt over nogle flotte design. Siden har vi ikke lavet ret mange ting sammen, hvor vi ikke har haft strikketøj i hænderne.

Inden hun lavede sin første trøje, var hun dog en tur forbi sin mormor for at få hjælp til et mindre projekt.

- Jeg tog hen til hende tre dage før min kærestes fødselsdag og troede, at jeg kunne lære at strikke et halstørklæde til ham på så kort tid. Min mormor grinede bare, husker hun.

Tiden, det tager, er netop noget af det, Marias kunder sætter pris på.

- Det er fuldstændigt modsat tempo af, hvad alt andet foregår i. En trøje tager 50 til 100 timer, du skal selv strikke hver eneste maske og du kan ikke lave ret meget andet imens.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Søstre på 74 og 80 giver garnnøglerne videre

Maria får stadig hjælp af Else Dybdahl, 80, og hendes søster Elin Andresen, 74, der ejede butikken indtil årsskiftet. Her vejleder de kunden Merle Rosendahl og hendes mormor, Hedy Holtemann. Foto: René Schütze
Maria får stadig hjælp af Else Dybdahl, 80, og hendes søster Elin Andresen, 74, der ejede butikken indtil årsskiftet. Her vejleder de kunden Merle Rosendahl og hendes mormor, Hedy Holtemann. Foto: René Schütze
 

Der er 51 års aldersforskel på Strikkehjørnets nye og gamle ejer, og det har lokket en yngre kundegruppe til.

Da Ekstra Bladet besøger butikken og 23-årige Maria Elstrøm Jensen, pusler hendes forgænger Elin Andresen, 74, på lageret, mens Elins søster Else Dybdahl, 80, står bag disken.

De hjælper til i ny og næ, og kan godt mærke, at butikken med Maria i spidsen henter kunder nye steder.

- Hun er god til det med Facebook og alt det der. Der kommer helt sikkert mange unge ind nu, fordi de ved, det er en ung pige, der har den og ikke sådan nogle game tusser som os, selvom vi jo går i de samme striktrøjer, fortæller Elin.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Trendforsker: Strik sætter dig fri fra snolder, smøger og SoMe

Unge i dag bekymrer sig om kloden, og det er ifølge trendforsker Louise Byg Kongsholm fra PEJ-Gruppen en del af forklaringen på, at håndarbejde hitter.

- Der er en stigende interesse for at lave tøj selv. Det handler både om det her med 'se mig, jeg er dygtig', om at spare penge og især også skåne miljøet. De er meget bevidste om, at hele processen skal være transparent, forklarer hun.

Samtidig forsøger flere at være mere offline og frigøre sig fra mobilen.

- Strik, hækling og også sådan noget som at bage er populært, fordi de er analoge ting, hvor fordelen er, at man bruger sine hænder og er fuldt optaget, siger trendforskeren.

- Man kan ikke spise snolder, ryge cigaretter eller være på sociale medier samtidig.

13 kommentarer
Vis kommentarer