Flere sprængninger i Nordkorea: 'Nu er atomanlæg ødelagt'

Nordkorea påstår torsdag, at de har gennemført flere planlagte sprængninger, der har betydet, at et af deres atomanlæg er blevet ødelagt

Nye satellitbilleder af atomanlægget er blevet offentliggjort. Video: AP

Nordkorea har torsdag demonteret resterne af et atomanlæg efter flere planlagte sprængninger i området omkring Punggye-ri.

Det oplyser styret ifølge flere internationale medier heriblandt AP. Også Nordkoreas propaganda-maskine Korea Central News Agency har bekræftet sprængningerne.

Ifølge AP stod sprængningerne på i flere timer under opsyn af udenlandske journalister, men der imidlertid ikke var internationale observatører med ekspertviden til stede.

Nordkorea har tidligere proklameret, at udvalgte journalister ville blive udvalgt til at følge sprængningerne, og heriblandt er AP's journalist i Punggye-ri.

Derudover har Kim Jong-un annonceret, at styret ville tilintetgøre testanlægget, før han skal mødes med Donald Trump.

Sprængningerne sker i kølvandet på en udmelding fra en række forskere i slutningen af april, der mente, at dele af atomanlægget Punggye-ri allerede var kollapset.

Rapporten konkluderede, at store dele af centeret faldt sammen otte minutter og 30 sekunder efter en atomtest i september. Siden da har det ikke længere været sikkert at teste atomvåben, ligesom der er stor risiko for, at radioaktivt affald vil lække.

Jordskælv og eksplosioner
Ifølge The Guardian pegede forskerne på, at de mange eksplosioner og jordskælv i området var årsag til kollapset.

Angiveligt gik det galt natten til 3. september dansk tid. Her kunne både Japan og Sydkorea melde ud, at de havde registreret en ny atomtest fra nordkoreansk side.

Et skælv med en beregnet størrelse på 6,3 ramte kort efter middag lokal tid Nordkorea. Skælvet fandt sted i Kilju-området, hvor atomanlægget Punggye-ri er placeret.

Artiklen fortsætter under billedet

 

Efterfølgende oplyste Nordkorea, at landet havde udviklet en avanceret form for atombombe med en 'enormt destruktiv kraft'. Der var angiveligt tale om en brintbombe.

Det statslige nyhedsbureau KCNA tilføjede således, at Nordkoreas leder havde inspiceret en brintbombe, der kan monteres på et ligeledes nyt interkontinentalt ballistisk missil.

Oplysninger som alverdens eksperter stillede store spørgsmålstegn ved.

Vicepræsident i problemer
Ødelæggelsen af resterne af atomanlægget sker i kølvandet på, at USA's vicepræsident Mike Pences sammenlignede Nordkorea og Libyen.

- Jeg kan ikke undertrykke min overraskelse over, at en så ignorant og dum udtalelse kan komme ud af munden på USA's vicepræsident, siger Nordkoreas viceudenrigsminister, Choe Son Hui.

Det skriver det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: AP
Foto: AP
 

Mike Pence sammenlignede de to lande i et interview med Fox News.

I samme interview udtalte vicepræsidenten, at det vil være 'en kæmpe fejltagelse', hvis Kim Jong-un tror, at 'han kan narre Donald Trump'.

Et historisk møde mellem Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og den amerikanske præsident, Donald Trump, skal muligvis finde sted den 12. juni i Singapore.

Her skal parterne blandt andet diskutere en mulig atomaftale.

Libyen-modellen
Trumps sikkerhedsrådgiver, John Bolton, har tidligere foreslået en såkaldt Libyen-model, hvor Nordkorea giver sit atomarsenal til USA eller et tredje land.

Til gengæld skal økonomiske sanktioner mod styret ophæves.

Ifølge Nordkorea er problemet med den model, at den mangeårige libyske leder Muammar Gaddafi syv år efter aftalen blev afsat og dræbt.

Desuden vil Nordkorea ikke give afkald på landets atomarsenal, hvis ikke USA gør det samme. Styret har derfor truet med at trække sig fra mødet.

- Hvis USA forsøger at presse os til ensidigt at afhænde vores atomarsenal, så vil vi ikke længere være interesserede i en sådan dialog og må genoverveje, om vi skal gå videre med et topmøde, sagde den nordkoreanske viceudenrigsminister, Kim Kye-gwan, for en uge siden.

Den seneste tid er Donald Trump kommet med meget forskellige udtalelser om, hvorvidt mødet mellem USA og Nordkorea bliver til noget.

Efter et møde med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, i Washington tirsdag, fortalte Trump, at der 'er en meget betydelig risiko for, at det ikke vil blive til noget. Og det er o.k.'.

- Der er visse betingelser, som vi ønsker opfyldt. Jeg tror, at vi vil få disse betingelser opfyldt. Og hvis vi ikke gør det, så bliver der ikke et møde, sagde han på et pressemøde.

Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen