Flere tusinde demonstrerer i Norge: Vil beholde ret til tvillinge-abort

Norges statsminister har udtrykt støtte til begrænsning af kvinders ret til abort

I 33 byer var demonstranter lørdag på gaden. Også i Oslo viste folk deres utilfredshed. Foto: Ritzau Scanpix
I 33 byer var demonstranter lørdag på gaden. Også i Oslo viste folk deres utilfredshed. Foto: Ritzau Scanpix

Flere tusind demonstranter var lørdag på gaden i mange norske byer for at demonstrere mod en begrænsning af kvinders adgang til abort.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Den nye lovforslag begrænser kvindens rettigheder, siger 22-årige Ine Lund, der deltog i demonstrationen, til Reuters.

- Det burde være op til kvinden selv at vælge, tilføjer hun.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB var flere end 8000 personer mødt op på pladsen foran landets parlamentsbygning, Stortinget i Oslo.

Demonstrationerne kommer i kølvandet på, at den norske statsminister, Erna Solberg fra det konservative parti Høyre, støtter et forbud mod den såkaldte tvillingeabort, hvor kvinder kan få fjernet det ene foster, hvis ikke kvinden ønsker at få tvillinger.

Erna Solbergs støtte kommer i et forsøg på at få Kristelig Folkeparti med Knut Arild Hareide i spidsen til fortsat at støtte regeringen, skriver NTB.

Desuden ønsker Kristelig Folkeparti ligeledes et forbud mod paragraf 2c i den norske abortlovgivning.

Paragraffen, der giver en kvinde muligheden for abort efter 12. uge, hvis der er risiko for, at barnet har Downs syndrom, skal også forbydes, mener partiet.

- Det er diskriminerende at vælge på baggrund af forskellige evner. Børn med Downs syndrom burde have de samme rettigheder som andre børn, sagde Kjell Ingolf Ropstad, næstformand i Kristelig Folkeparti, ifølge Reuters til det norske medie NRK tidligere på måneden.

Herefter svarede Erna Solberg ifølge NTB, at hun var klar til at støtte forbuddet mod tvillingeabort og åbnede muligheden for ændringer i den omstridte paragraf om abort efter 12. uge.

Statsministeren har dog selv demonstreret for retten til abort.

Det siger hun i en kommentar til NTB.

- Jeg har stor respekt for, at dette berører og engagerer så mange. Jeg har selv deltaget i en demonstration for retten til selvbestemt abort.

- Forudsætningen for at diskutere paragraf 2c med Kristelig Folkeparti er, at kvinders rettigheder ikke skal svækkes. For mig er det grundlæggende, understreger hun over for NTB.

Ifølge en meningsmåling foretaget af den norske avis VG ønsker 68 procent af Norges befolkning ikke, at abortlovgivningen ændres, skriver Reuters.

18 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere