Flere vil være hjerteløbere efter Eriksens kollaps i Parken

Efter Christian Eriksens hjertestop lørdag kom der ekstraordinært mange tilmeldinger til hjerteløberkorps

Flere vil være hjerteløbere efter Eriksens kollaps i Parken

Der blev helt stille på torvet, lyder det fra John, der så kampen i centrum af Eriksens hjemby.

Efter fodboldspiller Christian Eriksens kollaps lørdag i Parken er det strømmet ind med tilmeldinger til TrygFondens korps af Hjerteløbere.

Der blev reageret hurtigt i Parken, da Christian Eriksen faldt om. Foto: Martin Meissner/Ritzau Scanpix
Der blev reageret hurtigt i Parken, da Christian Eriksen faldt om. Foto: Martin Meissner/Ritzau Scanpix
 

Det oplyser projektchef Grethe Thomas, TrygFonden.

Denne weekend er der kommet 702 nye tilmeldinger - og de 641 af dem kom efter hændelsen lørdag aften ved EM-kampen mod Finland.

Til sammenligning var der 90 nye hjerteløbere totalt set weekenden forinden.

- Jeg er meget sikker på, at det kan kobles direkte til den episode, der fandt sted i Parken, siger Grethe Thomas.

Samlet set er der nu 113.785 personer, der har tilmelding sig ordningen.

De bliver alarmeret, hvis de befinder sig i nærheden af en person med et formodet hjertestop.

Dermed kan de i nogle tilfælde være hurtigere fremme end det professionelle redningsmandskab.

- Det er meget naturligt, at når man er vidne til et hjertestop, hvad enten det er på tv eller noget, man overværer, så sætter det nogle tanker i gang.

- Så hvis vi skal forsøge at vende det her til noget, der er en lille smule positivt, så er det, at der er langt mere bevågenhed i forhold til at lære hjertelungeredning, siger Grethe Thomas.

Det er ifølge TrygFonden cirka 5400 danskere om året, der får hjertestop uden for hospitalernes mure. 16 procent af dem overlever.

Chancen for overlevelse falder med ti procent, for hvert minut der går, fra en person falder om med hjertestop, til hjælpen når frem.

Det er ikke kun TrygFonden, der har mærket en reaktion efter lørdagens hændelse.

Hos Hjerteforeningen har man siden lørdag aften modtaget 91 tilmeldinger til et hjerteredderkursus.

Det er en stigning på 22 procent sammenlignet med indkomne tilmeldinger i samme periode sidste weekend.

Det oplyser presserådgiver Kristian Jakobsen, Hjerteforeningen.

Hos Røde Kors har man på en weekend normalt mellem én og fem forespørgsler fra virksomheder om førstehjælpskurser.

Men denne weekend har antallet af forespørgsler passeret 20.