Flertal af danskerne: Vi accepterer ikke alkohol i arbejdstiden

Flere foreninger er ikke overraskede over udmeldingen

Arkivfoto: Anders Find/Polfoto
Arkivfoto: Anders Find/Polfoto

84 procent af danskerne synes ikke, at det er i orden at drikke alkohol i arbejdstiden.

Det viser en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Avisen.dk. Her bliver der spurgt, om det er i orden at drikke i arbejdstiden på en almindelig arbejdsdag.

Og mens hele 84 procent af de adspurgte svarer, at det slet ikke er i orden, synes 12 procent, at det er acceptabelt med én enkelt genstand.

I Dansk Håndværk, der blandt andet har tømrermestre som medlemmer, er man ikke overrasket over tallene. I byggebranchen er der sket et holdningsskred i forhold til alkohol, lyder det fra arbejdsgiverforeningen.

- Det bliver mere og mere almindeligt med nultolerance omkring alkohol i arbejdstiden. Vi er i tæt dialog med virksomhederne om, hvad der er god politik på området, og der er helt klart sket et holdningsskred derude, siger Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk, til Avisen.dk.

Morten Frihagen oplever, at specielt de yngre generationer har en anden holdning til alkohol på jobbet i forhold til deres ældre kollegaer. Det kan 3F’s byggegruppe bekræfte. Her oplever man også en kulturændring i skurvognene, som er fremskyndet i takt med, at de unge svende og lærlinge har fået deres debut på arbejdsmarkedet.

Og meget tyder da også på, at tiden hvor man gik på arbejde alene med det formål at drikke sig beruset, hører fortiden til.

Center for Rusmiddelforskning har i flere årtier forsket i danskernes holdning til alkohol i arbejdstiden, og på små 30 år er der sket en holdningsændring i befolkningen, viser centrets egen forskning.

- Analyse Danmarks undersøgelse passer ind i den trend, vi har set i snart 30 år, hvor danskernes tolerance over for alkohol i arbejdstiden er dalende, siger Kim Bloomfield, professor i Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet.

Ifølge Center for Rusmiddelforskning blev en tredjedel af danskernes alkoholindtag i 1970erne indtaget på jobbet.

Mange danske arbejdspladser har siden 1990’erne indført alkoholpolitikker, og det har været med til at ændre holdningen til de alkoholrelaterede sammenkomster i arbejdstiden, fortæller Kim Bloomfield.

Brancheorganisationen Danske Malermestre oplever ligeledes et kulturskifte, når de er ude og besøge malersvendene og deres lærlinge på arbejdspladserne.

- Kulturen er en hel anden i dag, end den var for bare 20-30 år siden, forklarer Per Vangekjær, formand for Danske Malermestre, til Avisen.dk.

Debatten om alkohol på jobbet fik i januar ny næring, da TV2-programmet ’Danmark mod Østeuropa’ blev sendt. Her blev tv-seere forargede over at se tømrermester André Boas og hans sjak drikke øl midt i arbejdstiden.

Læs også: Vild læserdebat efter TV 2-program: Lad nu håndværkerne tage en skur-bajer!

125 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere