Flertal uden om regeringen vil opsætte flere stærekasser

Flere stærekasser skal øge trafiksikkerheden på vejene. Det er et politisk flertal uden om regeringen enige om

Et politisk flertal uden om regeringen vil nu øge trafiksikkerheden med flere stærekasser på de danske veje. Video: TV2 Lorry via Ritzau

Der skal meget mere fartkontrol på de danske veje, for det kan redde menneskeliv.

Sådan lyder budskabet fra flere partier, der tilsammen tæller et flertal udenom regeringen. 

Det viser en rundringning, som TV 2 Lorry har foretaget blandt partiernes transportordførere.

Flertallet, der består af Venstre, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Konservative, vil alle styrke fartkontrollen ved at opsætte stærekasser på de strækninger, der er hårdest plaget af fartrelaterede ulykker, og som derfor i dag hyppigt får besøg af politiets mobile fotovogne.

- At opsætte flere stærekasser vil være en rigtig god investering for samfundet, især hvis vi kan redde nogle menneskeliv ved det, og det tror jeg vi kan, siger Kristian Pihl Lorentzen, transportordfører for Venstre, til TV 2 Lorry.

Foto: Rene Schütze Samfund - 18. apr. 2020 - kl. 11:43 Partier vil sætte flere stærekasser op

- Det er på tide, at vi får stoppet den trafikale egoisme, som vi jo ser rigtig mange steder, og der er stærekasser bare et rigtig godt værktøj, siger Niels Flemming Hansen, transportordfører for De Konservative, til TV 2 Lorry.

Ved at placere stærekasser på de strækninger, der i dag oftest får besøg af fotovognene, så frigives tusindvis af timer, hvor fotovognene kan stå på strækninger, der i dag kun sjældent får besøg af fotovognene.

- Det vil jo øge kontroltrykket, og det er nødvendigt, siger Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested til TV 2 Lorry.

- Det ville jo selvfølgelig øge trafiksikkerheden, når politiet så vil kunne lave flere kontroller flere andre steder, så det mener jeg, vil være en god ide, siger Andreas Steenberg, transportordfører for Radikale Venstre, til TV 2 Lorry.

Se også: Aarhus-beboere går sammen: Vil have stoppet truende og farlige bilister

En opgørelse fra Rigspolitiet viser, at en række strækninger, får besøg af politiets bemandede fotovogne igen og igen.

Blandt andet har der været 98 målinger - svarende til 489 kontroltimer - på Jagtvej i København, og på Frederiksberg har der på Roskildevej været 91 målinger, hvilket svarer til 448 kontroltimer.

V-ordfører: Ikke hensigten
- Det tænker jeg umiddelbart er lidt underligt, for idéen med fotovogne er jo netop, at de er mobile og kan opsættes pludseligt forskellige steder i trafikken. Det var ikke hensigten med fotovognene, at de bare skulle stå det samme sted, for så kunne man akkurat lige så godt bruge en stærekasse, som ikke kræver personaleressourcer, siger Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen.

- Det ser ud til, at fotovognene er mere eller mindre stationære, og det var jo ikke meningen. Politiet skal jo flytte dem rundt, siger Andreas Steenberg fra Radikale Venstre.

Selvom det altså undrer flere af politikerne, at fotovognene ofte står de samme steder, så kan de også finde fordele ved det.

- Det tyder jo på, at politiet er udmærket klar over, hvilke strækninger der trafiksikkerhedsmæssigt er hårdest belastede, for det er vel derfor, de står der. Og så er det jo oplagt, at fotovognene de steder kan erstattes med stærekasser, siger Enhedslistens Henning Hyllested.

På Rader Hochbrücke på den tyske motorvej A7 over Kieler-kanalen er der nu ekstra god grund til at være opmærksom på, hvor hurtigt du kører, efter de nye intelligente stærekasser er sat op. Foto: Carsten Rehder/dpa/Ritzau Scanpix Biler - 10. dec. 2019 - kl. 17:54 Nu blitzer nye fartkameraer: Danske bilister risikerer store bøder

Rigspolitiet ser muligheder í flere stærekasser
Også Rigspolitiet ser trafiksikkerhedsmæssige muligheder i opsætningen af flere stærekasser.

- Hvis vi eksempelvis på Langebro skiftede den mobile ATK-bil ud med en stærekasse, så ville vi jo i stedet for kunne bruge fotovognen andre stede, og det er jo klart, at vi så ville kunne højne trafiksikkerheden flere steder, end vi kan i dag, siger Christian Berthelsen fra Rigspolitiet.

Der findes i dag 20 stærekasser på de danske veje. De er alle en del af et pilotprojekt, som blev sat i gang for to år siden, hvor de første stærekasser blev sat op i Måløv ved Ballerup.

En delevaluering af projektet har for nylig vist, at farten på de fartovervågede strækninger er faldet med gennemsnitligt otte kilometer i timen.

Den delevaluering skal diskuteres i Færdselssikkerhedskommissionen den 18. juni, og før det er sket, vil Transportminister, Benny Engelbrecht (S), ikke udtale sig om, hvordan regeringen forholder sig til opsætningen af flere stærekasser.

Både Færdselssikkerhedskommissionen formand og næstformand er dog en del af det politiske flertal uden om regeringen, der vil opsætte flere stærekasser. Det er henholdsvis Radikale Venstres Andreas Steenberg og Venstres Kristian Pihl Lorentzen. Dermed tyder meget på, at indstilingen herfra vil være positiv. 

Trykker man for hårdt på speederen på de strækninger på den tyske autobahn, hvor der er hastighedsgrænser, kan man nu i højere grad risikere at få en bøde. Foto: Colourbox Biler - 4. nov. 2019 - kl. 11:03 Efter nye regler: 30.000 danske bilister har fået bøde

En stærekasse koster næsten en mio. kr
Vejdirektoratet vurderer, at hver stærekasse vil koste i omegnen af en million kroner at indkøbe og opsætte. Men det er ikke en pris, der afskrækker politikerne.

- Lige nøjagtig fartkontrollen er jo så at sige selvfinansierende. For der kommer rigtig mange penge ind i fartbøder, og der kan vi jo bare målrette nogle af dem til at investere i yderligere fartkontrol, siger Henning Hyllested.

- Stærekasserne kan vel tjene sig selv hjem forholdsvist hurtigt. Nu skal det jo ikke være sådan, at det at gå og fange trafiksyndere skal være en forretning i sig selv, men hvis det desværre er sådan, at det kan lade sig gøre, fordi den trafikale egoisme er så enorm, som den er i øjeblikket, så bliver vi jo nødt til at gøre noget ved det, siger Niels Flemming Hansen fra De Konservative.

Se også: Politiet rystet over fartsynder: - Helt vanvittigt

510 kommentarer
Vis kommentarer