Fluer summede om kagerne: Kendt bagerkæde får massiv kritik

Bananfluer i Emmerys har kostet en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner

Den populære bager-kædes butik i Roskilde har massive problemer med bananfluer, fremgår det af Fødevarestyrelsens kontrolrapporter. Foto: Ritzau Scanpix
Den populære bager-kædes butik i Roskilde har massive problemer med bananfluer, fremgår det af Fødevarestyrelsens kontrolrapporter. Foto: Ritzau Scanpix

En bøde på 10.000 kroner og en henstilling i form af en sur smiley.

Det blev konsekvensen af Fødevarestyrelsens besøg hos en af den populære bager-kæde Emmerys mange butikker 21. januar.

Af kontrolrapporten fremgår det, at bananfluer er et stort problem i butikken på Algade i Roskilde. Det til trods for, at Fødevarestyrelsen var forbi butikken blot 13 dage tidligere. Her indskærpede de, at problemerne med bananfluerne omkring kagerne skulle løses med det samme.

Men det var de altså ikke blevet, da de atter kiggede forbi et par uger senere.

'Der er stadig problemer med bananfluer i butikken. Der er synlige fluer i uemballerede kager i salgsdisk samt på vægge og i loft i baglokalet. Der er derfor risiko for kontaminering,' skriver kontrollanterne i deres rapport fra besøget 21. januar.

Af rapporten fremgår det desuden, at personalet i butikken forsikrede, at 'der bliver sprøjtet igen i aften, og vi har fået en fluefanger, der er tændt 24 timer'.

Personalet forsikrede desuden, at de ville indpakke alle uemballerede kager, indtil problemet var løst. Men det var de allerede 8. januar blevet vejledt om af Fødevarestyrelsens kontrollanter. Og det havde tilsyneladende ikke gjort den store forskel.

Kontrolbesøget fra Fødevarestyrelsen skete på baggrund af en henvendelse fra en utilfreds kunde, der gerne vil være anonym.

Foto: Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Skyldes vandskade
Hos Emmerys er man ked den kritiske rapport, men påpeger, at det skyldes en vandskade i forbindelse med renoveringen af en tandklinik ovenover.

- I forbindelse med renoveringen opstår der en vandskade mellem deres gulv og vores loft, og det er det, der forårsager problemerne med bananfluerne, forklarer retailkonsulent Anetta Seward fra Emmerys og fortsætter:

- Herefter hyrer vi med det samme et skadedyrsfirma, som kommer ud og vurderer problemet. Vi iværksætter en plan for en udbedring af problemet, og firmaet giver os nogle anvisninger, som vi derefter har fulgt meget nøje. Og de kommer tre gange om ugen og sprøjter.

- Men de anvisninger har jo så ikke været gode nok, eftersom Fødevarestyrelsen to uger efter giver jer kraftig kritik og en bøde på 10.000 kroner?

- Det skal Fødevarestyrelsen gøre, når de kommer ud på et kontrolbesøg og konstaterer, at fluerne fortsat er der. Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at efterleve anvisningerne, vi har fået. Og vores skadedyrsfirma har hele tiden gjort det klart, at det ikke er noget, der bare kan fikses med det samme på grund af fugten fra vandskaden.

Vi følger anvisningerne
- Men ikke desto mindre oplever jeres kunder jo så stadig, at fluerne summer om jeres kager og brød. Og Fødevarestyrelsen vurderer, at det er så alvorligt, at der er risiko for kontaminering af fødevarerne. Der er vel ingen, der tvinger jer til at fortsætte med at sælge brød og kager, mens fluerne summer rundt i butikken?

- Jeg forholder mig til, at vi har gjort alt, hvad vi kunne for følge de anvisninger, vi har fået af både skadedyrsfirmaet og Fødevarestyrelsen, da de var på besøg første gang

- Men som sagt har de anvisninger jo ikke været gode nok, for så havde I ikke fået den bøde og den kritiske smiley. Kan du garantere over for potentielle kunder, at de ikke løber nogen risiko ved at købe ind i jeres butik?

- Jeg kan garantere, at vi følger de anvisninger, vi har fået. Og derudover har jeg ikke yderligere kommentarer, andet end vi har bedt om en opfølgende samtale med kontrollanterne fra Fødevarestyrelsen.

- Kan du forstå, hvis folk går uden om jeres butik, så længe der er disse problemer med fluer?

- Nej, det kan jeg ikke forstå, for vi følger de anvisninger, vi har fået. Vi ønsker ikke at forvolde nogen skade for vores kunder, og derfor har vi nu også pakket kagerne ind, som vi har fået anvist.

I august sidste år fik butikken ligeledes kritik for uhensigtsmæssig håndtering af fødevarer. Den kom som følge af mejeriprodukter, der blev opbevaret ved for høje temperaturer.

61 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere