En lang række soldater i Sydkoreas militær går i disse dage rundt med røde ører. Ildrøde.
Årsagen skal findes i en flugt-fadæse, hvor en nordkoreansk mand i timevis rendte rundt inde i den svært bevogtede demilitariserede zone uden det blev opdaget.
Og det har nu fået myndighederne i Sydkorea til at stille spørgsmålet. Hvordan kunne det ske?
Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.
Onsdag meldte myndighederne ud, at den nordkoreanske mand på flugt drev ind i zonen via havet. Iført en våddragt lykkedes det ham at holde varmen og at gå på land.
I en periode på over tre timer vandrede manden fem kilometer, inden han blev opdaget, og sydkoreansk militær tog affære. Også selv om han otte gange optrådte på videoovervågningen og udløste en alarm.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Meget alvorligt
Klokken 04.16 viste han sig for niende gang på videoovervågningen, og tre timer senere fandt militæret ham. Efterfølgende har de fundet ud af, at manden blandt andet kravlede rundt i en underjordisk mini-tunnel, som de slet ikke vidste eksisterede.
'Vi tager denne situation meget alvorligt, og undersøge forløbet. Afhængigt af de resultater, vil vi følge op med nye strenge tiltag', lyder det i en erklæring fra den sydkoreanske hær.
Teorien er, at manden forsøgte at flygte fra Nordkorea, og ifølge Sydkorea har han oplyst, at han var bange for at blive fanget af den nordkoreanske hær og blive ført tilbage til Nordkorea.
Derfor betragtes han som en af de mange defektorer, der tager flugten over grænsen. Med livet som indsats.