Ekstra Bladet i Tyskland: Ond stemning ved anti-islam-demo

Islamkritiske Pegida fejrer fødselsdag i den tyske by Dresden, og det har fået venstre-radikale til at moddemonstrere. 'Stemningen er højspændt', lyder det fra Ekstra Bladets reporter på stedet

Autonome og Pegida er mødt op i den tyske by Dresden, hvor stemningen er højspændt (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

DRESDEN, TYSKLAND (Ekstra Bladet): - Mindst 1000 kampklædte betjente er mødt op for at skille demonstranterne ad. Stemningen er højspændt.

Sådan lyder det fra Ekstra Bladets reporter i den østtyske by Dresden mandag aften. Han er i byen for at følge med i den fødselsdag, som islamkritiske Pegida fejrer i byen.

- Men der er alle mulige mennesker til stede. Både hardcore indvandrerfjendske personer og almindelige ægtepar, som ikke kan lide flygtninge, siger reporteren.

Det er dog ikke alene Pegida, der skaber den anspændte stemning i byen. Venstre-radikale autonome er nemlig også mødt op for at moddemonstrere, og det skaber problemer.

Sammenstød i park
Fødselsdagsfejringen stoppede omkring klokken 20.30 mandag aften, hvor Pegida-folkene blev gennet hen i en nærliggende park. Ekstra Bladets reporter fulgte efter.

- Her blev folk angrebet af hætteklædte og sortklædte personer, som kastede ting efter dem. Jeg var der også, og man skulle virkelig passe på.

- Folk løb derfra i panik, siger Ekstra Bladets reporter.

Han skyder på, at omkring 20.000 mennesker er mødt op.

- Politiet frygter, at der vil opstå sammenstød, når Pegida-medlemmerne også går ud i gaderne, fordi deres fejring er slut, siger Ekstra Bladets reporter over telefon fra Dresden.

Dunkeldeutschland
De sidste måneders flygtningestrømme til især Tyskland, som har sendt Angela Merkel og resten af det politiske landskab i landet på hårdt arbejde, gør kun aftenens demonstrationer i Dresden endnu værre.

Det fortæller Ekstra Bladets reporter.

Folk kaster med kanonslag, og de verbale eder fyger til højre og venstre i byen (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Folk kaster med kanonslag, og de verbale eder fyger til højre og venstre i byen (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

I folkemunde er det gamle 1990'er udtryk 'Dunkeldeutschland' (mørke Tyskland, red.) vendt tilbage.

- På hotellerne hernede får turister at vide, at det nok er bedst, at man ikke bevæger sig ud i folkemængderne. De kaster med kanonslag, flasker og råber grimme ting efter hinanden. Politiet har flere gange måtte gå imellem, siger han.

Dresden er i Tyskland blevet kendt som Pegidas højborg, selv om det ikke er optalt, hvor mange af byens indbyggere der faktisk er islam-fjendske.

- For os at se er det faktisk de autonome, som angriber Pegida lige nu. De kaster ting efter dem, og beskylder dem for fascisme og nynazisme. Omvendt provokerer Pegida så tilbage ved at heile. Stemningen er virkelig anspændt, siger Ekstra Bladets reporter.

Han fornemmer, at natten kommer til at byde på uro i landet.

Politiet har ifølge flere tyske medier allerede måttet stoppe flere sammenstød mellem de to fløje, ligesom der er foretaget anholdelser midt i byen, hvor demonstrationerne foregår. Klokken 20 mandag aften befinder de op mod 20.000 Pegida-demonstranter sig på en plads midt i byen, mens moddemonstranterne venter ude i gaderne.

299 kommentarer
Vis kommentarer