Ekstra Bladets fotograf fik politi-tæsk i flygtninge-kaos

Ekstra Bladets fotograf, Rasmus Flindt Pedersen, beretter om tumultariske scener, da kampklædt politi slog løs på flygtninge ved grænseovergangen til Ungarn

Politiet angreb flygtninge og både kvinder, børn og mænd kom til skade. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Politiet angreb flygtninge og både kvinder, børn og mænd kom til skade. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

- Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det er fuldstændig sindssygt.

Ekstra Bladets fotograf Rasmus Flindt Pedersen blev fanget midt i et blodigt helvede, da kampklædt ungarsk politi slog løs på kvinder og børn, der havde forceret den serbisk/ungarnske grænse onsdag eftermiddag klokken cirka halv seks.

Inden det for alvor blev blodigt, havde der været spredte kampe mellem ungarsk politi og flygtninge, hvor der blandt andet blev kastet sten mod politiet, der besvarede angrebene med tåregas og vandkanoner.

Der var dog faldet lidt ro på, da det for alvor eskalerede igen sent onsdag eftermiddag.

- Lige pludselig kan vi høre nogen juble oppe foran. Hegnet, der har spærret grænsen, er blevet åbnet, og vi er en masse, der går frem - både mænd, kvinder og børn, siger Ekstra Bladets fotograf, Rasmus Flindt Pedersen, over en telefon fra sit hotelværelse fra Serbien.

Stod og jublede
Både flygtningene og Rasmus Flindt Pedersen fik det indtryk, at politiet havde givet op og havde i sinde at lade folk passere grænsen til Ungarn og fortsætte deres rejse. De blev dog klogere.

-  Vi står derinde og jubler og fotograferer folk, men lige pludselig kan jeg høre nogle, der skriger, og jeg kan se politilinjen, der bevæger sig fremad mod folk, siger Rasmus Flindt Pedersen.

(Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
(Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

Alle skriger
Ekstra Bladets fotograf fortæller, at han ser, at politilinjen ved hans side rykker frem og begynder at slå på alt, hvad der rører sig.

- Folk går fuldstændig i panik. Alle skriger og løber alt, hvad de kan. Der er en kvinde, der falder lige foran mig, og hun skriger vanvittigt højt. Og lige bagefter er der to eller tre betjente, der kaster sig over hende og slår på hende, siger den dybt chokerede fotograf.

Imens han er øjenvidne til politiets angreb, er han selv presset op ad et hegn. Der kommer en betjent over mod ham, der nærmest har 'mord i øjnene'.

- Jeg råber, at jeg er fra pressen, men alligevel begynder han at slå. Han rammer mit kamera med en knebel et par gange og er fuldstændig ligeglad med, at jeg siger, at jeg er fra pressen, siger Rasmus Flindt Pedersen.

Det lykkes dog Ekstra Bladets fotograf at komme fri, men her stopper de dramatiske begivenheder ikke.

- Jeg kommer længere op langs hegnet, og her er der en ung pige, der forsøger at komme over hegnet til Serbien. Hun sidder fast og både faderen og jeg prøver at få hende fri, siger han og fortæller, at det til sidst lykkedes pigen at komme over hegnet.

Der var tumultariske scener hele onsdag eftermiddag ved grænsen til Ungarn. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Der var tumultariske scener hele onsdag eftermiddag ved grænsen til Ungarn. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

De er røv-ligeglade
Politiet er dog langt fra færdige med at tæve løs på flygtningene, fortæller Ekstra Bladets fotograf.

- Jeg bliver ramt både på benene og i siden, men heldigvis er det mest mit kamera og telefon, det går ud over. Betjenten, der slår mig, har helt opspilede øjne. Jeg prøver at råbe til politiet, at det er kvinder og børn, men de er røv-ligeglade, siger han.

Fire timer senere på sit værelse i den serbiske grænseby Horgos har Rasmus Flindt Pedersen haft tid til at reflektere over det, som der skete.

- Det er ubetinget det mest vanvittige, jeg har været vidne til. Det er så meget mere vanvittigt, når man tænker på, at det var kvinder og børn, det gik ud over, siger han og fortsætter:

- Det virkede fuldstændig umotiveret. Der var en god stemning og fra det ene øjeblik til det andet, så begynder de at tæve løs. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige, det er virkelig grotesk.

375 kommentarer
Vis kommentarer