Her kommer den næste bølge af flygtninge til Europa

Flaskehalsen opløst: Den græske ø Lesbos overfører dagligt mindst 2000 til fastlandet og den videre færd nordpå i Europa

Video: Rasmus Flindt Pedersen

 

LESBOS/IDOMENI (Ekstra Bladet): Flugten mod Europa forsætter. En kæmpe flaskehals på den græske ø Lesbos blev i denne uge opløst, og endnu en folkemængde er nu på vej mod nord.

Langsommelig registrering og konstant tilstrømning af flygtninge fra den tyrkiske vestkyst har betydet, at mere end 20.000 mennesker har været strandet i øens hovedby, Mytilini. I begyndelsen af ugen lykkedes det imidlertid den græske regering at få registreret de første 17.000 og sendt dem mod Athen. Siden er færger dagligt sejlet med mere end 2000 flygtninge.

Stort set alle fortsætter mod Makedonien.

– Vi ved aldrig, hvornår og hvor mange der kommer, men vi har fået at vide af politiet, at vi skal regne med 5000-6000 flygtninge hver dag i den kommende tid. Medmindre de tusindvis af mennesker fra Lesbos ændrer rute, så skal de jo denne vej for at komme videre, siger Anne Kobæk, der er udsendt for Røde Rors og befinder sig i den græske grænseby Idomeni.

Onsdag registrerede ungarsk politi rekord-mange flygtninge ved grænsen – 3221 personer – efter at FN’s flygtningeorganisation tirsdag advarede om, at landet inden for ti dage vil modtage hele 42.000.

4000 nye hver dag
Imens bliver gummibådene ved med at komme i land på Lesbos propfyldt med 40-50-60 og nogle gange endnu flere mennesker.

Da Ekstra Bladet en sen eftermiddag besøgte stranden, så vi fem store gummibåde komme i land inden for få timer. Og det er ikke noget særsyn. Det anslås, at der hver dag kommer op mod 4000 nye flygtninge til øen, og stort set alle drømmer om at rejse videre op i Europa. Som for eksempel 34-årige Feras Tahan, der er grafisk designer. For omkring en uge siden forlod han sit hjem i Damaskus på grund af krigen.

– Syrien er for farligt. Man ved aldrig, hvor eller hvornår bomberne falder. Jeg vil bo et sted, hvor jeg kan bruge min uddannelse, og hverken Tyrkiet eller Libanon vil give mig et visa, selv om jeg har råd til at betale. Derfor er jeg nødt til at prøve Europa, fortæller Feras, da han er kommet i land og har sundet sig på stranden.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Slæbt i land af fisker
Her er vi vidner til helt basale, spontane følelser og reaktioner fra de mennesker, der endelig er nået sikkert til den anden side. To af bådene er gået i stå halvvejs, men en lokal fisker har slæbt dem resten af vejen med sin båd.

Det er intenst. Folk griner og jubler af lettelse, kysser hinanden på kryds og tværs og rækker armene op mod himlen. Børn hulker, mødre og fædre græder, og alle gentager igen og igen 'thank you, thank you, thank you' til Grækenland og til alle de hjælpere, der tager imod og svøber deres rystende kolde kroppe ind i tæpper. Et barns hjerteskærende skrig, da han ser sin mor blive båret i land, overdøver et øjeblik glædesrusen. Ingen kan være i tvivl om, at han tror, der er sket noget forfærdeligt med hende. Heldigvis er hun kun faldet om af udmattelse.

Forude venter to dages hård gåtur mod Mytilini, hvor de ankomne først registreres og så sendes videre.

– Det betyder ingenting. Jeg kan sagtens gå. Den værste del er overstået. Havet er det farligste, siger Feras, der rejser med sin bror og nogle venner.

Men de har en lang tur foran sig.

Ekstasen fortager sig undervejs på de 50 kilometer under den bagende sol. Flygtningene er illegale og må ikke køre i taxa, før de er registreret, og de få busser, der med mellemrum kører turen, tager kun kvinder, børn og syge med. Private må samle flygtninge op, der er 'sårbare', hvis de får politiets tilladelse, men resten må gå.

I Mytilini kan de, der har råd, tage på hotel, og det har mange af de syriske flygtninge. Resten sover på havnen under åben himmel eller i telte – med gulvet i en forladt svømmehal som eneste toilet. Her venter de på en billet til Athen. Og en fremtid i det nordlige Europa.

1 af 3 Foto: Rasmus Flindt Pedersen
2 af 3 Foto: Rasmus Flindt Pedersen
3 af 3 Foto: Rasmus Flindt Pedersen
225 kommentarer
Vis kommentarer