Fly-direktør beskyldes for racisme: Muslimer skal tjekkes mere end andre

Direktør for flyselskabet Ryanair, Michael O'Leary, beskyldes for racisme

Michael O'Leary på et pressemøde i København i 2019. Foto: Philip Davali
Michael O'Leary på et pressemøde i København i 2019. Foto: Philip Davali

Muslimske mænd skal tjekkes ekstra grundigt, mens børnefamilier blot skal have lov at gå direkte igennem konrtollen. Det mener Michael O'Leary, som er direktør i lavpris-flyselskabet Ryanair.

Udtalelserne kom han med i The Times, og siden har flere internationale medier skrevet om det, heriblandt BBC og Daily Mail.

- Man kan ikke sige ting, fordi det er racistisk, men det er generelt mænd af muslimsk overbevisning. For 30 år siden var det Irlændere. Hvis det er der, truslen kommer fra, så gør noget ved truslen, siger Michael O'Leary blandt andet i interviewet.

Han kritiserede desuden den nuværende kontrol i lufthavnen, som han mener er for stringent over for børnefamilier, fordi 'risikoen for, at de springer alle i luften, er lig med nul.'

O'Leary mener, at det primært er 'muslimske mænd, der rejser alene', som er en trussel.

'Racistiske og diskriminerende'
De kontroversielle udtalelser i interviewet har fået Det Muslimske Råd i Storbritannien til at reagere, og de kalder blandt andet kommentarerne for 'racistiske og diskriminerende'.

- Det her er selve definitionen på islamofobi, udtaler en talsmand for rådet ifølge BBC.

Det er ifølge Det Muslimske Råd allerede et problem for muslimer at flyve, ligesom de ifølge rådet møder diskrimination i mange andre aspekter af hverdagen.

- Institutionel diskrimination mod muslimer er veletableret: Hvad end det er i jobmuligheder, lejlighedskøb eller endda i at få en bilforsikring. Udfordringerne ved at flyve som muslim er veldokumenterede over hele kloden.

- Det er en skam, at den slags racisme bliver udtalt så åbent, og at en direktør for et stort flyselskab vil diskriminere mod sine egne kunder så åbenlyst, fortsætter talsmanden.

Kontroversiel mand
Det er ikke første gang, Michael O'Leary har sagt noget, som efterfølgende skaber overskrifter.

Blandt andet har han engang sagt, at 'det bedste, man kan gøre ved en miljøaktivist, er at skyde dem.'

Tilsyneladende befinder Michael O'Leary sig godt i skandalerne, og om sin egen person har han tidligere sagt:

- Folk ser mig enten som Jesus, Supermand eller som en ubehagelig lille lort. Jeg synes, jeg er Jesus. En profet i sin egen tid'.

693 kommentarer
Vis kommentarer