Den 47-årige syriske flygtning Daham Al Hasan forsøger i øjeblikket at samle familien på 20 børn og tre koner i Ribe i Vestjylland.
Foreløbigt er 8 børn og en kone kommet til Danmark, mens resten af familien venter et eller flere steder i Mellemøsten.
Efter Daham Al Hasan stod frem i medierne med sin historie, har en voldsom debat raset om, hvorvidt den syriske mand skal have ret til børnepenge til samtlige af de 20 børn.
En årlig udbetaling der tilsammen vil løbe op i 214.128 kroner.
Fanget i Danmark
Men egentlig var planen slet ikke, at familien skulle familiesammenføres i Danmark.
Det fortalte Daham Al Hasan tidligere onsdag, da han gæstede Ekstra Bladets tv-studie i forbindelse med en debat med de konservatives Naser Khader.
- Jeg ville først have været i Sverige, men blev fanget i Danmark. I Sverige ville jeg kunne blive familiesammenført med mine børn efter tre måneder, siger Daham Al Hasan.
For syg til dansk
Folketingspolitikeren Naser Khader har kritiseret Daham Al Hasan voldsomt for, at han ikke har taget et arbejde i Danmark og ikke ville lære dansk.
Ifølge den konservative politiker har lægerne gjort Daham Al Hasan en bjørnetjeneste ved at udskrive en lægeerklæring, der erklærer ham for syg til at arbejde.
Men den opfattelse deler Daham Al Hasan langt fra enig i.
- Jeg har ikke kun problemer psykisk, men også fysisk. Jeg har ondt i ryggen og i benene, siger Daham Al Hasan, der på spørgsmålet om, hvorfor han ikke kan lære dansk svarer:
- Jeg har det meget dårligt, jeg kan ikke endnu, lyder det fra den 47-årige familiefar.
Daham Al Hasan lover, at så snart forholdene igen er fredelige i Syrien, vil han og familien rejse tilbage til hjemlandet. Men indtil da, bliver de i Danmark.