Flypassager hoppede ud på vingen: Nu forklarer han hvorfor

Havde 18 cent i pungen: Nu står han til bøde på 335.000 kroner

Det var hverken tømmermænd eller hastværk, som 1. januar fik en 57-årig polak til at tage nødudgangen ud af et Ryanair-fly.

- Jeg skulle slet ikke nå noget. Jeg ved ikke, hvad der skete med mig. Jeg følte klaustrofobi og blev nervøs. Jeg forstod ikke, at vi var i Málaga, men ikke måtte komme af flyet. Pludselig så jeg døren, hvor der stod 'exit', og så gik jeg den vej. Folk klappede og gav mig tommelfingeren opad.

Det fortæller manden, hvis besynderlige exit fra flyet blev optaget af medpassagerers mobiltelefoner og kort efter fandt vej ud på de sociale og etablerede medier, til den spanske avis Sur.

Han hedder ifølge avisen Romuald, kom til Sydspanien for syv år siden og har de seneste fire boet i Málaga.

- Jeg skammer mig, forklarer manden ved hjælp af sin mobiltelefon og Google Translate, som oversætter det, han forsøger at sige, fra polsk til spansk.

Havde ikke tænkt sig at springe
Nytårsdag kom han tilbage til den sydspanske by efter en smuttur i London, hvor han efter eget udsagn havde besøgt sine tre niecer og anden juledag fejret sin 57 års fødselsdag - en rejse, familien havde betalt for.

Flyet var landet på Costa del Sol med en times forsinkelse, og passagererne ventede på at blive lukket ud, da polakken pludselig åbnede nødudgangen til fly-vingen:

- Jeg havde ikke tænkt mig at springe fra vingen. Jeg kunne sagtens se, der var for langt ned, så jeg gik tilbage i kabinen, fortæller manden, som ifølge vidner til episoden inde i flyet havde forklaret, at han desperat manglede sin astmamedicin.

Mens medpassagererne forlod flyet måtte Romuald vente, til han blev anholdt af spanske lufthavnsbetjente og sigtet for overtrædelse af de spanske sikkerhedsregler.

Han forstod dog til at begynde med langtfra konsekvenserne af sine handlinger.

Gigantbøde
Manden fortæller til den spanske avis, at han var helt høj efter rejsen til England, hvor hans familie også havde givet den mildt sagt mindrebemidlede mand gaver til at klare sig, når han vendte hjem til Spanien.

Så meget desto større er nedturen over den bøde, han står til at modtage: Op mod 45.000 euro eller godt 335.000 kroner, står smækket for en tur på vingen ifølge Sur på.

- Jeg har lidt mere derhjemme, siger Romuald, mens han ifølge Sur åbner sin mørkeblå pung med velkrolukning og piller fem mønter ud ud - i alt ligger der 18 cent.

- Min familie har læst nyhederne og er chokerede over bøden. Mine niecer beder mig om at ringe hver dag for at sikre sig, at jeg er okay. Syv år i Spanien uden problemer, og se så nu... den første dag i 2018, siger Romuald, som tilføjer, at man i Polen siger, at den måde, man starter sit år på, vil forfølge en resten af året.

Får hjælp af kirken
Den 57-årige mand kom ifølge Sur til Spanien for at ernære sig som maler i Marbella, men har i mange år levet en subsistensløs tilværelse på gaden i Fuengirola for de sidste fire år at bo i Málaga.

Her bor han nu med to andre i en lejlighed, som den katolske kirkes humanitære hjælpeorganisation Caritas har stillet til rådighed. Her får han også hjælp til at få mad og spanskundervisning to gange om ugen.

Han forsøger ifølge Sur at få bugt med sine alkoholproblemer og tjener lidt penge ved at spille guitar foran katedralen i Málaga.

58 kommentarer
Vis kommentarer