Flyselskab frygter Nordkoreas løsgående missiler: Lægger ruter om

Air France udvider sit forbud mod at flyve over Nordkorea til også at omfatte områder omkring staten

Kim Jong Un var ifølge nordkoreansk tv 'godt tilfreds' med affyringen, som han selv bevidnede, og som du kan se her. (Video/collage: AP/Mikkel Cramon)

Air France udvider sin 'no-flyover'-zone til ikke alene at handle om at flyve over Nordkorea, men også områder omkring landet.

Det oplyser flyselskabet fredag ifølge CNN.

Beslutningen sker 'af hensyn til sikkerheden' blot et par dage efter, at Nordkorea 28. juli stod bag en affyring af et interkontinentalt ballistisk missil, som lod til at være gået helt galt. Missilet slog ned nær ruten, som et Air France-fly fløj ad mellem Tokyo og Paris.

28. juli transporterede Air France 332 passagerer mod Paris, og flyet med flynummeret 293 fløj lige øst om stedet, hvor missilet slog ned i havet ud for Japan fem til ti minutter senere.

Missilet, der af den sydkoreanske forsvarschef vurderes som værende mere avanceret end det, nordkoreanerne testede 4. juli, fløj i løbet af 45 minutter omkring 1.000 kilometer, inden det endte i havet ud for Japan, siger Pentagon.

Da missilet ramte havet, var Air France-flyet cirka 100 kilometer nord for stedet, viser en gennemgang af flyets data.

Kan ramme Los Angeles: Her affyrer Nordkorea nyt kæmpemissil

Air France fortalte i en erklæring torsdag, at fly 293 kom sikkert til Paris, uden at der blev rapporteret noget uforudset under flyvningen.

- På nuværende tidspunkt har selskabet som en sikkerhedsforanstaltning besluttet at udvide sin 'no-flyover'-zone til også at omfatte områder omkring Nordkorea - et land, som selskabet i forvejen ikke flyver over, lød det i erklæringen.

Selskabet skrev også, at man konstant analyserer potentielt farlige flyvezoner og tilpasser sine flyveruter i overensstemmelse hermed.

Mens Air France-flyet ikke var i umiddelbar fare for at blive ramt af missilet, så har kritikere med stigende bekymring set til, mens Nordkorea har udvidet området, som landet bruger til nogle af sine mange missiltester.

Det nordkoreanske styre udsender ingen formelle advarsler forud for affyringen af testmissiler.

Brutal besked til Nordkorea: - Vi ville fuldstændig ødelægge jer!

Talsmand for USAs forsvarsministerium, Jeff Davis, siger til CNN, at 'ansvarlige nationer altid bør give lyd fra sig, inden de gennemfører missiltester'. Ifølge Jeff Davis udsættes fly, skibe og rumskibe for unødig risiko, hvis der ikke advares på forhånd.

- Uansvarlige nationer affyrer disse ting uden at advare, siger Jeff Davis.

Ifølge retningslinjer fra den organisationen for international civil luftfart har alle agenturer, som virker i FN-stater, pligt til at udstede risikovurderinger forud for eksempelvis gennemførsel af missiltest-affyringer.