FN: WikiLeaks-stifter har været udsat for psykisk tortur

Få dage efter at Assange blev indlagt på hospital, siger ekspert, at han har været udsat for psykisk tortur

Foto: Daniel Leal-Olivas/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Daniel Leal-Olivas/AFP/Ritzau Scanpix

Stifteren af WikiLeaks, Julian Assange, viser tegn på, at han har været udsat for langvarig 'psykisk tortur'.

Det vurderer Nils Melzer, der er torturekspert i FN. Han beskylder både USA, Storbritannien, Ecuador og Sverige for 'kollektiv forfølgelse' af Assange.

Tortureksperten advarer også Storbritannien om at gå med til den anmodning om udlevering af Assange, som USA har indgivet. Sker det, risikerer Wikileaks-stifteren dødsstraf, lyder det.

Nils Melzer besøgte den australske whistleblower i et fængsel i den britiske hovedstad, London, 9. maj.

Besøget fandt sted næsten en måned efter, at Assange blev arresteret. Inden da havde han søgt tilflugt på Ecuadors ambassade i syv år.

- Det var tydeligt, at mr. Assanges sundhed er blevet tydeligt mærket af det ekstremt fjendtlige og arbitrære miljø, han har været udsat for i mange år, siger Melzer i en erklæring.

Eksperten påstår, at Assange viste alle symptomer, der typisk er forbundet med vedvarende at blive udsat for psykisk tortur. Det gælder blandt andet ekstremt stress og kronisk angst.

Assange søgte i 2012 tilflugt på Ecuadors ambassade i London for at undgå at blive udleveret til Sverige, hvor han var mistænkt for at have begået seksuelle overgreb. Den sag er nu genåbnet.

Australieren blev pågrebet tidligere i år, da Ecuador trak beskyttelsen tilbage. Nu er han fængslet i 50 uger for at have brudt kautionsbetingelser.

Tirsdag i denne uge blev Assange indlagt på sygeafdelingen i Belmarsh-fængslet i London.

Wikileaks-stifterens advokat har anmodet tingsretten i Uppsala om, at domstolen udsætter et retsmøde 3. juni i voldtægtssagen.

Her skal der efter planen tages stilling til, om Assange skal begæres udleveret til Sverige, der kører sideløbende med udleveringssagen fra USA.

55 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere