Fnisende teenagepiger manglede fem kroner: Taxachauffør låste dørene og kørte til politiet

To unge piger blev kørt direkte på politistationen, da de ikke ville vække forældrene for fem kroner

Sophie Heath og Yeva Wilcox lagde en video på Snapchat og Twitter, hvor de fnisende dokumenterede en taxachaufførs reaktion, da de manglede penge til at betale for turen. Foto: Privat
Sophie Heath og Yeva Wilcox lagde en video på Snapchat og Twitter, hvor de fnisende dokumenterede en taxachaufførs reaktion, da de manglede penge til at betale for turen. Foto: Privat

To 18-årige britiske piger, Sophie Heath og Yeva Wilcox fra Newcastle-under-Lyme, havde været i byen i weekenden, da de midt om natten besluttede sig for at tage en taxa hjem.

Men da de var nået frem til deres destination, manglede de 60 pence – svarende til omkring fem kroner – af de 6,80 pund (57,5 kroner), som chaufførens taxameter var tikket op på.

Det fortæller de to piger ifølge blandt andre britiske Metro.

De to unge piger spurgte chaufføren, om han kunne se igennem fingre med de manglende penge, men det ville han ikke. I stedet bad ham dem gå ind for at vække Sophie Heaths forældre, så de kunne skaffe den sidste del af beløbet, og herfra eskalerede det.

'Du dør ikke af 60 pence'
Chaufføren blev angiveligt vred, da han mente, at de to unge piger ’gjorde grin med ham’, og historien kom frem i de britiske medier, efter Yeva Wilcox lagde en video på Snapchat, og efterfølgende på sin lukkede Twitter-profil, hvor hun efterfulgt af grine-grædende emojis, skrev teksten ’det er 60 p, du dør ikke af 60p’.

Da det stod klart for taxachaufføren, at de to piger ikke havde tænkt sig at gøre noget for at skaffe de resterende fem kroner, valgte han at låse bilens døre og køre direkte til den nærmeste politistation.

- Han blev ved med at sige til os, at han ville dø på grund af 60 pence, og var meget oprevet over det, siger Sophie Heath til Daily Mail.

Skærmbilleder fra de to pigers sociale medier viser, hvordan de fortsat lagde videoer op, blandt andet ét fra politistationen, hvor Yeva Wilcox har fokuseret på en tjenestevogn og tilføjet teksten ’Vores lift hjem, fordi vi ikke har 60 pence'.

Chaufføren kunne dog ikke se det sjove ved den natlige fadæse, og siger ifølge Daily Mail:

- For mig handler det ikke om 60 fucking pence.

Sophie Heath fortæller, at politiet ikke ville tage sig af sagen, så taxachaufføren bad til sidst de to piger forlade hans taxa omkring 20 minutters gang fra hendes forældres hus.

Metro har uden held forsøgt at få en kommentar fra taxaselskabet, Intercity Private Hire.

145 kommentarer
Vis kommentarer