FOA jagter de pårørende

PLEJEHJEMSSVIGT: Kirsten Andersen lavede skjulte lydoptagelser på sin mors plejehjem og blev politianmeldt af fagforbundet FOA - først tre år senere er sagen slut

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Det er ikke kun de ældre, der bliver ofre, når omsorgen svigter på danske plejehjem. 

Det afslører en sag fra Sorø Kommune, hvor de pårørende til den demente Inger Lise endte i en årelang sag med fagforbundet FOA.

I 2016 gemte Kirsten Andersen nemlig en lydoptager i sin mors lejlighed på plejecenter Blomstergården i Dianalund. Det skete for at afsløre de systematiske omsorgssvigt, hun mente, den dengang 84-årige kvinde blev udsat for. 

Men selvom optagelserne netop dokumenterede manglende bleskift, forkert medicinering og fejlprioriteringer blandt personalet, blev både Kirsten Andersen, hendes mand og en niece politianmeldt af FOA.

Den sidste tid var svær for både demente Inger Lise (i midten) og hendes datter Kirsten (t.h.). Men også i årene efter moderens død har familien måtte kæmpe videre. Foto: Klaus Bo
Den sidste tid var svær for både demente Inger Lise (i midten) og hendes datter Kirsten (t.h.). Men også i årene efter moderens død har familien måtte kæmpe videre. Foto: Klaus Bo
 

Døende mor
Sagen fulgte familien i tre år efter moderens død i 2017, og sagen sluttede først for få måneder siden, da politiet opgav sagen. Det var nemlig helt i orden at både optage i moderens hjem og bringe optagelserne videre, mener politiet.

- Mens min mor er døende, bliver jeg politianmeldt for at vise, at de mennesker, der påstår, at de kan noget, ikke har udført deres arbejde.

- Vi prøvede jo bare at passe på hende, siger Kirsten Andersen til Ekstra Bladet.

Reaktionen fra FOA kom, efter TV2 Øst gik ind i sagen og bragte nogle af lydoptagelserne. De var så graverende, at kommunen valgte at fyre to ansatte.

Familien valgte at give optagelserne videre til TV2 Øst, da der intet kom ud af at kontakte kommunen og plejecenteret. For efter et uanmeldt besøg konkluderede en kommunal rapport, at alt var, som det skulle være.

Kirsten Andersen dokumenterede også sin mors manglende pleje med billeder. For eksempel dette der viser, at Inger Lise har tisset i bukserne og ikke har fået hjælp. Privatfoto
Kirsten Andersen dokumenterede også sin mors manglende pleje med billeder. For eksempel dette der viser, at Inger Lise har tisset i bukserne og ikke har fået hjælp. Privatfoto
 

Klap i røven
På optagelserne hører man blandt andet en plejer, der siger ’Nu vil jeg fandme ikke håbe, hun har skidt’. Mens moderen får skiftet ble af en anden ansat, kan man høre plejeren udbryde: ’Skal du snart ha' et klap i røven?’

Og i dag bugner Kirsten Andersens computer da også med billeder af kampen for moderen. Billeder og videoer af våde bukser, hævede ben og blodige sår afslører således konsekvenserne af de svigt, som over flere måneder blevet dokumenteret med de skjulte lydoptagelser fra Blomstergården.

- Jeg optog med vilje over meget lang tid, fortæller Kirsten Andersen.

- Og det viser sig, at der ikke er tale om undtagelser, men om reglen for plejen.

Kirsten Jensen dokumenterede, hvordan hendes mor blev udsat for omsorgssvigt. Det førte til fyringen af to ansatte på det plejecenter, moderen boede på. Foto: Klaus Bo
Kirsten Jensen dokumenterede, hvordan hendes mor blev udsat for omsorgssvigt. Det førte til fyringen af to ansatte på det plejecenter, moderen boede på. Foto: Klaus Bo
 

Ødelæggende for familien
Selvom hun ikke fortryder sine handlinger, erkender hun, at det kan være ødelæggende for en familie.

– Det er forfærdeligt, at familier kan blive ødelagt af det her. Nogle i familien synes måske det er for voldsomt (at lave skjulte optagelser, red.). Det er jo forskelligt, hvor meget energi og overskud man har.

– Nogle vil trække sig tilbage for at passe på sig selv og bliver så uvenner med dem, der gerne vil gøre noget mere.

Skjulte optagelser er uanset grovheden i omsorgssvigtet af de ældre aldrig i orden, mener Torben Klitmøller Hollmann fra FOA. Pr-foto
Skjulte optagelser er uanset grovheden i omsorgssvigtet af de ældre aldrig i orden, mener Torben Klitmøller Hollmann fra FOA. Pr-foto
 

FOA: Beskytter medlemmerne

Selvom sigtelsen af Kirsten Andersen, hendes mand og niece nu er frafaldet, holder FOA fast i, at anmeldelsen var på sin plads.

- Selv hvis et medlem stjæler fra en beboer, hvilket er ulovligt, skal jeg jo stadig hjælpe dem.

- Det er det, de betaler deres kontingent for, siger Torben Klitmøller Hollmann sektorformand i FOA til Ekstra Bladet om forbundets politik på området.

- Det får jo de pårørende til at opleve FOA som en del af problemet og ikke løsningen. Hvorfor ikke bare stå skulder ved skulder med de pårørende i stedet for at jagte dem?

- Jeg vil omvendt sige til de pårørende, at de skal lade være med at give FOA’s medlemmer skylden og kæmpe sammen med os. Og jeg kan sgu da godt forstå, at de pårørende begynder at filme, fordi de er magtesløse. Det er der ingen, som kan sætte sig ind i. Hvis man gang på gang klager, kan jeg godt forstå, at man griber til yderligheder.

- Derfor skal de pårørende have en ekstern mulighed for at klage over kommunens pleje, som de i dag reelt ikke har. Her er Styrelsen for Patientsikkerhed ikke nok.

- Samtidig er vi også så store og har så meget magt i samfundet, at vi også skal være med til at finde nogle løsninger. For hvis de ældre har det godt, har mine medlemmer det også godt.

- Men vi vil til hver en tid gå lige i flæsket på dem, der laver skjulte optagelser. Det er vores pligt.

- De pårørende vil jo sige, at FOA burde sende dem en buket blomster, når de har optaget de værste sager og får sat fokus på området?

- Man skal jo huske på, hvilken rolle jeg har.

- Jeg er jo de ansattes advokat og passe på dem med alle midler i verden. Også selvom de har gjort noget dumt, lyder det fra Torben Klitmøller Hollmann.

107 kommentarer
Vis kommentarer