Fodboldspiller lukker sit værtshus

ENDNU ET BRUNT VÆRTSHUS GÅR I SORT: Det knap 53 år gamle værtshus, Børsen, i Horsens skænkede nogle af de sidste øl i går på det, der var en sort dag for stamkunderne

Andre legendariske Horsens-værtshuse som Flaskehalsen, Øltønden og Fynboen er blandt dem, som igennem årene har lukket for sidste gang. Det gør indehaver Philip Bank, bag baren i midten af billedet, også for Børsen søndag, efter at værtshuset og restaurationen har været en del af bybilledet i Horsens i knap 53 år. Foto: Ernst van Norde
Andre legendariske Horsens-værtshuse som Flaskehalsen, Øltønden og Fynboen er blandt dem, som igennem årene har lukket for sidste gang. Det gør indehaver Philip Bank, bag baren i midten af billedet, også for Børsen søndag, efter at værtshuset og restaurationen har været en del af bybilledet i Horsens i knap 53 år. Foto: Ernst van Norde

Det såkaldt brune værtshus findes stadig flere andre steder i Horsens, men ånden og kammeratskabet fra knap 53 år i røg og damp på ét af de ældste af dem, Børsen, forsvinder søndag 5. januar, når indehaver Philip Bank har serveret den sidste pilsner.

- Det er enormt trist på mange måder. En kultur, en speciel jargon og et unikt fællesskab går tabt, og jeg tænker da lidt på, hvor mange af stamgæsterne nu vil gå hen. Jeg håber ikke, at de vil isolere sig derhjemme og miste alt det, de får her, siger Philip Bank og tilføjer, at han ikke tænker på øllene og smøgerne, men på venskaberne, drillerierne, tosserierne, anekdoterne, diskussionerne og, ikke mindst, trygheden og hjælpsomheden, som udveksles på kryds og tværs blandt de cirka 30 daglige stamkunder og de øvrige mindre faste kunder.

- Til de forargede over, at nogen kommer et sted som her eller på et andet brunt værtshus vil jeg bare sige; de aner ikke, hvad de snakker om. Selvfølgelig kommer mange her for at drikke øl og hygge sig med en smøg, og ingen påstår, at alkohol og tobak ikke kan være skadeligt for helbredet, men til gengæld finder man slet ikke sådan en stemning og sammenhold på en smart café i gågaden.

- Her kerer folk sig om hinanden og har en social oase, som de altid har kunnet opsøge, fortsætter Philip Bank om stedet, hvor flere fra hans egen familie er kommet igennem årtier.

Det havde den tidligere elitefodboldspiller i klubber som Horsens, B 93, Brabrand og Fremad Amager ikke, da han for snart tre år siden overtog Restaurant Børsen, der som navnet antyder også bestod af et spisested.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde

Sygehuse og begravelser
Hans mor og moster bor sågar i hver sin lejlighed oven på Børsen, og de to har sammen med blandt andre Philips søster gjort det muligt, at den 39-årige familiefar med kone og fire-årig datter fra sin base i København har kunnet drive det gode, gamle sted et stenkast fra gågade- og barmiljøet i det centrale Horsens.

- Det var meningen, at min mor og moster så at sige skulle dø her bag bardisken med støvlerne på, men det har sygdom hos dem begge desværre sat en stopper for. Det i kombination med, at jeg bor så langt væk og ikke har økonomi til at fuldtidsansætte erstatninger for dem har fået mig til at tage beslutningen om at stoppe, fortæller Philip Bank, der godt hjulpet af sin finske hustrus baggrund arbejder på den finske ambassade i København som seniorrådgiver.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde
 

Philip Bank erkender, at han selv har fået manet mange fordomme om værtshuse i jorden på den relativt korte tid, hvor han kun i perioder har arbejdet på Børsen.

- Andre menneskers liv kommer pludselig tættere på, og begravelser og besøg på sygehuse hos stamkunder følger med. Det samme gør oplevelser, hvor man opsøger en stamkunde privat, fordi vedkommende ikke har været her i flere dage og ikke svarer på telefonen.

- Da vi senest var ude for det, var vedkommende heldigvis kun uden for rækkevidde, fordi telefonen var gået i stykker, fortæller Philip Bank.

Søstre: Vi har det rædselsfuldt
Denne lørdag eftermiddag er en stor del af stamkunderne tidligt ude for at nyde de sidste pilsnere inden den allersidste udskænkning. Philips mor og moster, som har udgjort en væsentlig del af rygraden i den daglige drift, deltager som gæster også i værtshusets sidste minder om det, der om få timer er fortid for altid.

- Vi har det rædselsfuldt, siger søstrene Pia Bank og Bodil Sørensen, henholdsvis mor og moster til Philip, i munden på hinanden, da Ekstra Bladet sætter sig hen til deres bord.

Bodil Sørensen, 65, og lillesøster Pia Bank, 56, med tørklæde om halsen har udgjort rygraden i driften af Børsen, men sygdom hos dem begge har været med til at tvinge deres søn og nevø til at lukke for Børsen. Foto: Ernst van Norde
Bodil Sørensen, 65, og lillesøster Pia Bank, 56, med tørklæde om halsen har udgjort rygraden i driften af Børsen, men sygdom hos dem begge har været med til at tvinge deres søn og nevø til at lukke for Børsen. Foto: Ernst van Norde

Pia Banks sclerose og Bodil Sørensens knogle-tuberkulose kan i længden ikke klare en arbejdsdag på 15 timer, inklusiv indkøb, åbningstid og rengøring.

- Jeg er kommet her igennem 30 år både som kunde og ansat, og det er forfærdeligt at være nået hertil, men der er ingen vej uden om, siger Bodil Sørensen.

Lillesøster Pia Bank supplerer:

- Nogle af gæsterne er kommet her lige siden åbningen i 1967. Jeg kan godt være bekymret for, hvad der nu skal blive af dem.

***

Vemod og gravøl

Møbler og inventar var allerede delvist afmonteret - og delt gratis ud til de interesserede af kunderne - da Ekstra Bladet besøgte Børsen lørdag.

Vemodet sad også uden på tøjet hos de af stamkunderne, som vi mødte over en gravøl i baren.

Ole Bom, til venstre i billedet op ad vinduerne, er som de andre i baren vemodig over lukningen af Børsen. Foto: Ernst van Norde
Ole Bom, til venstre i billedet op ad vinduerne, er som de andre i baren vemodig over lukningen af Børsen. Foto: Ernst van Norde
 

Ole Bom, 58 år, pensionist og kunde på Børsen igennem 40 år:

- Det tynder jo i forvejen ud i antallet af 'vandhuller' (brune værtshuse), så det er da træls, at Børsen lukker. Selve stedet finder man vel nok en erstatning for, men ikke for den særlige stemning her og det unikke sammenhold.

- Jeg kommer især til at savne kammeratskabet og de kærlige drillerier, og det at kunne gå herhen på få minutter, fordi jeg bor i blokken lige ved siden af.

- Hvis I kigger i scrapbogen, er der også faldet mange tidligere stamgæster fra igennem tiderne. Dem savner jeg selvfølgelig også.

Leo Nørum, med kasket og fuldskæg, er som skibsassistent på en slæbebåd i Bremerhaven i Tyskland henholdsvis på arbejde i en måned og har fri i en måned ad gangen. Foto: Ernst van Norde
Leo Nørum, med kasket og fuldskæg, er som skibsassistent på en slæbebåd i Bremerhaven i Tyskland henholdsvis på arbejde i en måned og har fri i en måned ad gangen. Foto: Ernst van Norde
 

Leo Nørum, 55 år, sømand og kunde igennem 24 år:

- Hvert værtshus sin jargon. Dem fra 'Kom tit', som er et andet værtshus halvanden kilometer væk, der også lukkede for få dage siden, kommer stort set aldrig her, fordi der netop er en speciel stemning og jargon på hvert eneste værtshus.

- Derfor tænker jeg også meget på, hvor man nu skal mødes med de mennesker, der kommer her på Børsen.

- Det er samtidig trist, at flere og flere af de steder, hvor man som her må ryge, drejer nøglen om.

John Jepsen er fraskilt far til to voksne døtre og har i mere end en halv snes år haft glæde af sit netværk på Børsen. Foto: Ernst van Norde
John Jepsen er fraskilt far til to voksne døtre og har i mere end en halv snes år haft glæde af sit netværk på Børsen. Foto: Ernst van Norde

John Jepsen, 62 år, arbejdsledig smed og maskinarbejder, kunde igennem 11 år:

- Lukningen gør mig virkelig ked af det. Fra første gang jeg kom her, har jeg følt mig velkommen, og det betød meget, fordi jeg kom udenbys fra og havde brug for et netværk.

- Steder som her er jo ofte døråbnere til at blive en del af et fællesskab, og alle hjælper hinanden med stort og småt i dagligdagen.

- Jeg er også kommet på andre værtshuse, men jeg har ikke knyttet mig til dem på samme måde, som jeg har gjort her på Børsen takket være personalet og kunderne.

***

Krumspring for overlevelse

Mange af de tilbageværende brune værtshuse i Danmark kæmper for livet. En af måderne at gøre det på har været at tage et meget nutidigt værktøj i brug i kampen om kunderne.

En app med navnet 'DinLokaleBodega' skal trække de øltørstige tilbage til de lokale bodegaer i København.

Hvis man betaler 99 kroner om måneden, kan man gå ind i hvilken som helst bodega (brunt værtshus), som er med i appen, og få en gratis øl - hver dag året rundt.

Det anslås, at Horsens med sine nu knap 60.000 indbyggere har mistet mere end halvdelen af de værtshuse, som byen havde for 25 år siden.

 

 

 

 

1 af 2 Indgangsforholdene til Børsen er også handicapvenlige, men det kan kunderne ikke bruge til noget, når værtshuset lukker for sidste gang søndag. Foto: Ernst van Norde
2 af 2 Andre legendariske Horsens-værtshuse som Flaskehalsen, Øltønden og Fynboen er blandt dem, som igennem årene har lukket for sidste gang. Det gør indehaver Philip Bank, bag baren i midten af billedet, også for Børsen søndag, efter at værtshuset og restaurationen har været en del af bybilledet i Horsens i knap 53 år. Foto: Ernst van Norde
152 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere