Julen er for mange hjerternes fest med god andesteg og godt selskab, men for andeslagteriet Dan Duck i Struer blev julen alt andet end fredelig.
17. december besøgte Fødevarestyrelsen nemlig Dan Duck i Struer. De kunne efterfølgende konstaterede, at firmaet havde store problemer med håndhygiejnen, hvilket må siges at være dårlig timing midt i højsæsonen for juleænder.
Fødevarestyrelsen udgav derfor en rapport og lagde den ud på nettet. I rapporten stod blandt andet, at Dan Ducks medarbejdere ikke vaskede hænder, mens de var på arbejde. Fødevarestyrelsen tog dog grueligt fejl, og derfor har de nu trukket rapporten tilbage.
Det kunne TVMidtvest og Dagbladet Holstebro Struer forleden fortælle.
Indrømmer fejl
Fødevarestyrelsen indrømmer fejlen og vil bruge episoden som en lærestreg til at optimere deres kontrol fremover.
'Vi evaluerer løbende vores kontroller, så vi lærer af både det, der er gået godt og af det som er gået mindre godt. Den fejlagtige indskærpelse af reglerne for håndvask er klart et læringspunkt, som vi tager op med vores tilsynsførende.' skriver Rikke Aaagard, der er Fødevarestyrelsens kødkontrolchef, i et skrifligt svar til Ekstra Bladet.
'Vi har beklager over for virksomheden. Om virksomheden vil lægge sag an på baggrund af vores beklagelige fejl, må du tale med dem om.' uddyber hun.
- Dan Duck har efterfølgende udtalt til TVMidtvest, at de er skuffede over jer. De fortæller, at Fødevarestyrelsen ikke bør skabe utryghed hos de danske forbrugere. Hvordan stiller den her sag jer i forhold til jeres troværdighed?
'Vi vil lade forbrugere, virksomheder og andre om at bedømme vores troværdighed. Vi lægger en ære i at kontrollere de forhold, der har betydning for fødevaresikkerheden. Det vil blandt andet sige håndhygiejne, rengøring, nedkøling og egenkontrol. Det sker, at også vi laver fejl. Dem skal vi lære af og lige så vigtigt beklage over for dem, det går ud over. Det har vi gjort her,' afslutter Rikke Aagaard i sit svar.
En alvorlig fejl
Dan Duck i Struer har endnu ikke de præcise tal for, hvor stor en økonomisk konsekvens sagen har haft. Det fortæller Dan Ducks direktør, Hardy Eskildsen, til Ekstra Bladet. Han mener, at Fødevarestyrelsen har begået en alvorlig fejl.
- Det er jo ikke i orden. Vi andre har ikke lov til at begå fejl, og det har Fødevarestyrelsen heller ikke. Det er jo en alvorlig fejl, og det er noget, som potentielt kan lukke enhver virksomhed, siger Hardy Eskildsen.
- Vi kan allerede sige nu, at det har kostet os mange penge. Det ramte os jo på det værst tænkelige tidspunkt. Det er jo vores højsæson op til jul, så selvfølgelig har det haft en økonomisk konsekvens for os, og der skal vi finde ud af, hvor meget vi har tabt.
Vil ikke lægge sag an
Hos Dan Duck har de ikke tænkt sig at hive Fødevarestyrelsen en tur i retten. I stedet vil de fokusere på at kunne samarbejde om at undgå lignende sager i fremtiden.
- Vi skal have fundet nogen, der vil være med til at dække den omkostning, som det har givet os. Vi skal samarbejde med Fødevarestyrelsen, og det gør vi også, lyder det fra Dan Ducks direktør, Hardy Eskildsen.