Et byggesjak på milliardbyggeriet Bellarækkerne på Amager var så sure over, at bygherren Solstra Development efter deres opfattelse havde sparet det traditionelle rejsegilde væk, at de tog deres egen lille hævn.
- Det er virkelig grotesk. Jeg har nærmest ikke oplevet noget lignende i løbet af mine ti år i byggebranchen, siger Tobias Haug, der arbejder som murer på byggepladsen, til Fagbladet 3F.
Normalt hejser man en til tre kranse op på en stang og skåler på husets sikkerhed, men sjakket valgte i mangel på et klassisk rejsegilde at hejse en dukke op i flagstangen som deres egen protest.
- Vi kunne dog ikke finde en mannequindukke, så vi endte med at hænge en Lolita-dukke i malertøj op i stedet for, fortæller Dan Madsen, der er formand for murersjakket på Bellarækkerne.
Det er en velkendt drilletradition, kaldet en 'død murer', at håndværkere laver en lille hævn - eksempelvis hvis en bygherre ikke holder et tilfredsstillende rejsegilde.
Byggeherre: Det er en misforståelse
Søren Raae Teisen, udviklingsdirektør i Solstra Development mener dog, at der er tale om en misforståelse, og at de har droppet rejsegilde for byggeriet.
- I det konkrete tilfælde er vi i gang med 122 rækkehuse, så der er det svært at sige præcist, hvornår der skal holdes rejsegilde. Når det er sagt, kan jeg afvise, at vi har nægtet nogen denne mulighed, ligesom jeg kan sige, at jeg godt forstår de håndværkere, der ønsker en markering af deres arbejde, siger han og fortsætter:
- Det må bero på en misforståelse, men de har jo fået os i tale med et sjovt indslag, så nu bør den være ryddet af vejen.
Han lover, at der nok skal blive holdt rejsegilder.
- Vi skal opføre minimum 30 større byggerier derude, så jeg kan godt love dig, at vi kommer til at holde minimum 30 rejsegilder, siger Søren Raae Teisen og tilføjer, at der i næste uge bliver fejret i forbindelse med første spadestik på opførelsen af de første almen boliger i Bellakvarter.
- Hvordan har du det med, at de hejser en lolitadukke op i flagstangen?
- Det har jeg slet ingen problemer med. Den var i det mindste påklædt, så vidt jeg ved, konstaterer han.