Det første tilfælde af den brasilianske coronavariant P1 er fundet i Danmark.
Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i et Twitter-opslag.
Sundhedsministeren oplyser i opslaget, at det er en variant, der er særlig fokus på, og der derfor er iværksat en intensiv smitteopsporing.
Varianten er fundet af DTU, der hjælper med at analysere coronaprøver. Det er samtidig bekræftet af Statens Serum Institut.
Varianten har skabt store problemer, hvor sundhedssystemet i den brasilianske by Manaus blev hårdt presset for anden gang under coronaepidemien.
Herhjemme har P1 skabt panderynker blandt forskere, da det har set ud til, at varianten kan have nemmere ved at smitte folk, selvom de har været smittet tidligere.
Brasiliansk coronavariant giver panderynker
Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO har varianten spredt sig til omtrent 30 lande, hvor der blandt andet er fundet tilfælde i Frankrig, Færøerne, Sverige, Finland, Tyskland og Belgien i Europa.
Ved ikke meget om varianten
Til Ekstra Bladet fortæller Statens Serum Institut (SSI), at man ikke ved ret meget mere om virussen end det, der allerede er skrevet på nuværende tidspunkt.
Man ved, at den er mere smitsom på samme måde som den sydafrikanske variant, B1351.
Vaccinerne virker mod den brasilianske variant, men SSI kan endnu ikke sige, om vaccinerne har samme effektivitet.
Selvom man kan se, hvordan virusvarianten har udviklet sig i Brasilien, kan man endnu ikke sige, hvordan den kommer til at sprede sig i Danmark. Med de miljømæssige forskelle, der er på Danmark og Brasilien, kan man ikke forvente, at varianten opfører sig på samme måde i Danmark.
Er fundet
Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser til BT, at den person, som er smittet med den brasilianske variant i Danmark, er blevet fundet.
Personen er blevet opfordret til at følge anbefalingerne om test og isolation, lyder det.