Folk raser over dette billede af ung kvinde: Dræb hende!

En ung kvinde delte et tilsyneladende uskyldigt billede af sig selv på Twitter. Nu modtager hun dødstrusler på grund af sin påklædning - eller mangel på samme

Det var på grund af dette billede, at kvinden modtog flere dødstrusler. Privatfoto
Det var på grund af dette billede, at kvinden modtog flere dødstrusler. Privatfoto

En kvinde fik taget et billede, da hun var på vej ud til morgenmad i Saudi Arabiens hovedstad Riyadh. Det mellemøstlige land er kendt for sit konservative syn på kvinder, og billedet har nu skabt røre blandt flere saudiarabiske Twitter-brugere.

Det skriver det amerikanske medie International Business Times.

- Dræb hende og kast hendes lig for hundene.

- Vi vil se blod.

Sådan lyder nogle af de voldsomme reaktioner på billedet, som florerer på det sociale medie Twitter. Det var også på Twitter, at billedet i første omgang blev delt af kvinden selv, som ifølge International Business Times hedder Malak Al Shehri.

Mediet skriver, at Malak Al Shehri havde meddelt sine Twitter-følgere, at hun skulle ud og spise morgenmad, og at hun havde valgt ikke at bære en traditionel muslimsk klædedragt i form af eksempelvis en hijab eller abaya. Hendes følgere bad hende om at dele et billede af sin påklædning, og hun delte derfor det omdiskuterede billede af sig selv.

På billedet er Malak Al Shehri iført en mørk frakke, en farverig kjole og lyse støvler.

Da de mange trusler begyndte at rulle ind, valgte kvinden at deaktivere sin Twitter-konto.

Alligevel er billedet blevet delt af mange, som støtter kvinden i sit fravalg af klædedragten og retten til selv at vælge.

International Business Times har talt med én af dem, der har delt det omdiskuterede billede. Mediet skriver, at der er tale om en 21-årig kvindelige studerende fra byen Dammam i det østlige Saudi-Arabien, der af hensyn til sin egen sikkerhed dog ikke ønsker at stå frem med navn.

- Rigtig mange har delt billedet, og derfor nåede det også ud til ekstremister. Det betød, at hun fik trusler. Så slettede hun sine tweets, men truslerne stoppede ikke, så hun slettede sin Twitter-konto i stedet', fortæller kvinden, der ikke selv er troende muslim, til International Business Times.

- Jeg er ateist, men for det meste bærer jeg alligevel en hijab, fordi normerne her dikterer, at det er utilgiveligt at tage den af. Mange af mine venner, som også er ateister, er nødt til også at dække deres ansigter til, fordi deres familier er mere konservative end min egen. Men det er ikke kun ateister men også muslimske kvinder, som ønsker at kunne smide dem, fortæller hun.

Hun tilføjer desuden, at hun faktisk oplever, at flere og flere saudiarabiske kvinder vælger at vise deres ansigt og nogle vælger helt at lade deres hijab ligge. Hun ser særligt denne tendens i større byer og blandt yngre kvinder.