'Det er ligesom at være på ferie', udbryder min medspiser, lad os kalde ham Madøret. Vi forstår grundlæggende ikke menukortets blanding af engelsk og italiensk, men vi er helt med på at gå gourmet og være fucking internationale i selskab med den kreative elite.
Ekstra Bladets nye kulturanmelder, René Fredensborg, er dansk journalistiks enfant terrible. Han har beskæftiget sig med kulturjournalistik i mere end 20 år og er kendt for ikke at lægge fingrene imellem, når han sætter sig til rette ved tastaturet. Kort sagt: Han deler vandene i sine livtag med dansk kulturliv.
Fredensborg har flere end én gang trådt over grænsen, gået bodsgang og været persona non grata. Måske er det derfor, at han ingen venner har. Af den grund passer han enormt godt til Ekstra Bladet, hvor vi ikke er bange for at sige noget upopulært.
Det er selvfølgelig ikke kun den fine scenekunst, musik og film, der fortjener at blive anmeldt, og derfor vil du også opleve René Fredensborg anmelde kultur i den lidt mere brede forstand.
Det er jo oppe i tiden at sidde klar med klappepølserne, når det franske dækfirma Michelin hvert år uddeler stjerner. Selv DR sender live, som var det VM i håndbold. Tænk, hvis ham René Raketskid ude fra Noma igen vinder på at servere levende myrer på rullegræs? Woouw!
Artiklen fortsætter under billedet ...
Du er, hvad du spiser, ved du nok. Mad er tidens sociale markør, dyr i længden, men en billig omgang for dem, der gerne vil foregøgle, at de er oppe at køre på gastronomi. Det er jeg ikke, men en såkaldt Bib Gourmand tildeles dem, der serverer ’god mad til prisen’. Altså en slags folkelig Michelin-stjerne, så måske noget for dig og mig og Madøret.
Død om natten
We do it late!, lyder mottoet på Barabba, som har åbent til langt ud på natten. Det er særligt tiltrængt i vor provinsielle hovedstad, hvor natmad enten er billig shawarma eller stegt flæsk ad lib på det antikvariske Rio Bravo.
København er madmæssigt død om natten ligesom resten af landet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Derfor et et besøg på Barabba vitterlig som at være på ferierestaurant; lige lovlig høj rockmusik fylder det nøgne, rustikke rum, man sidder ret så tæt, og personalet taler engelsk, hvilket efterhånden er et røvirriterende særkende i den københavnske servicesektor. Denne evige internationale leflen, men o.k., vi forholder os åbne og positive.
Ejeren Riccardo har de obligatoriske tatoveringer på sine kokkearme, han hilser venligt på os og andre gæster. Service er ikke et velkendt begreb herhjemme, tværtom skal man nærmest medbringe et tågehorn for at få opmærksomhed i dansk restaurationsliv. På Barabba er man omsværmet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
'Den lugter lidt af kattebakke', siger jeg, da jeg skal vurdere en naturvin lavet af ’drenge fra Spanien på en 80 år gammel drue’. Tjeneren, der er tysker og som den eneste ansatte taler dansk, giver mig mærkeligt nok ret.
Savner sovs og kartofler
Vi vælger a la carte for at prøve noget forskelligt. Vælger man den såkaldte attitudine-menu, så skal man være to, men man får det samme. Det er ellers menuen, hvor ’der sker noget’, lader de os forstå. Mad med attitude!
Vi går forsigtigt til værks. Madøret får tatar. Han er henrykt. Jeg får vildsvin i tortelli på en bund af karljohansvampe og pancetta. Jeg er i himlen. Dernæst spaghetti med hummer til Madøret, ’så stærk, at den overdøver Fleetwood Mac,’ siger han med henvisning til den høje musik.
Det er ikke ros. Jeg får et lækkert, mørt andebryst med en salat, jeg ikke forstår. Jeg savner lidt sovs og kartofler.
Rigeligt med grappa
Den tyske tjener hælder matchende vin på os, og det gør han perfekt. Desserten er sort hvidløgs-is med trøffel, som Madøret finder ’interessant’. Jeg får den formentlig bedste tiramisu, jeg har smagt i mit liv, men der er jeg også allerede halvfuld i den grappa, Riccardo insisterer på at servere flere gange.
Det er god mad til prisen, men regningen løber op, fordi vi dybest set er på bar og bliver hængende i fire timer.
Fire stjerner for et stærkt og tiltrængt koncept til den lille danske verdensmand, men de mange gastronomiske dikkedarer er overflødige.
Maden kunne sagtens være mindre raffineret, alene fordi det også er en natrestaurant. Og så er det med mad som med sex. Vi behøver ikke tale så meget om det.
