Bevæbnede Shariavagter på Rådhuspladsen!
Sådan indledte Nye Borgerliges folketingskandidat Mette Thiesen et Facebook-opslag i går, der fortsatte med, at der den 9. juni var muslimsk bønnekald på Rådhuspladsen i København, og at flere bevæbnede Sharia-vagter deltog.
Og at deres opgave blandt andet var at sørge for, at ingen danskere nærmede sig.
Det har DR's detektor dog faktatjekket ved at tale med gruppen 'Muslimsk lokalhjælp', der stod bag arrangementet på Rådhuspladsen. Medarrangør Kenneth Virkelyst Nielsen fortæller samtidig, at vagtfirmaet The Real Service & Security (TRSS) stod for sikkerheden.
Mohammad Haidar, der er vice-direktør i TRSS, bekræfter overfor Detektor, at det er to af deres vagter, der fremgår på billederne i Mette Thiessens opslag.
- Vi havde fire vagter til arrangementet på Rådhuspladsen, og de var selvfølgelig ikke bevæbnede. De havde et helt almindeligt vagtbælte på med handsker, håndjern og lommelygte, siger Mohammad Haider.
TRSS er et autoriseret vagtfirma, der er godkendt af Københavns Vestegns Politi.
Københavns Politi havde også betjente til stede, som bekræfter, at vagterne til arrangementet ikke bar våben, skriver Detektor.
'Vores danske kultur og værdier er under massivt pres. Danmark er under angreb fra en hadsk og voldelig ideologi.', skrev Mette Thiesen videre i sin Facebook-tekst.
Hun redigerede dog i går opslaget, så den første linje afsluttes med et spørgsmålstegn i stedet for et udråbstegn, og hun slettede 'bevæbnede' længere nede i teksten.
Mette Thiesen skriver også, at det var vagternes opgave at sørge for, at ingen danskere nærmede sig, men det afviser både vagtfirmaet og Kenneth Virkelyst Nielsen:
- Vagternes opgave var at sørge for sikkerheden, og alle var velkomne til at deltage i arrangementet uanset religion og etnicitet, siger Kenneth Virkelyst Nielsen, der sammen med tre andre stod bag arrangementet.
Københavns Politi fortæller, at de heller ikke har nogen grund til at tro, at etniske danskere ikke var velkomne.
- Tværtimod har vi hørt fra de betjente, der var på stedet, at man indbød til, at man godt måtte komme ind og være med, fortæller pressetjenesten hos Københavns Politi til Detektor.
Beklager
I dag har Mette Thiesen så været ude at kommentere sit opslag. Her skriver hun blandt andet, at 'påstandene, jeg byggede mit opslag på, har jeg ikke kunnet få bekræftet. Jeg var nok lige hurtig nok på tasterne, hvilket jeg skal beklage.'
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Mette Thiesen.