Fona presser deres elever: Får ingen penge hvis de vil afslutte deres uddannelse

Fona vil gerne give deres elever deres uddannelsespapirer, før de lukker, men så kan de bare ikke få løn

Fona-eleven, Ekstra Bladet har talt med, ønsker ikke at stå frem. Han har skrevet under på, at han ikke vil udlevere interne dokumenter. (Foto: Henning Hjorth)
Fona-eleven, Ekstra Bladet har talt med, ønsker ikke at stå frem. Han har skrevet under på, at han ikke vil udlevere interne dokumenter. (Foto: Henning Hjorth)

Om lidt over en uge drejer Fona nøglen om.

I den forbindelse har elektronikkæden sendt et brev til deres elever om, at de godt kan afslutte deres uddannelse, selvom de mangler nogle måneder. Men det kommer bare til at koste eleverne dyrt.

I brevet til eleverne skriver Fona-ejer F Group, at Uddannelsesnævnet har godkendt en afkortning af elevernes uddannelse, så eleverne kan blive færdig den 31. maj, hvis de består deres fagprøve, selvom de mangler nogle måneder i butikkerne.

Men hvis de ønsker at få deres uddannelsespapirer, skal de skrive under på, at de ikke vil få udbetalt løn efter den 31. maj.

Fona-eleven har besluttet sig. Han ønsker en uddannelse. Det kan være meget svært at finde en ny plads hos en virksomhed, som kun kan have ham to måneder, mener han. (Foto: Henning Hjorth)
Fona-eleven har besluttet sig. Han ønsker en uddannelse. Det kan være meget svært at finde en ny plads hos en virksomhed, som kun kan have ham to måneder, mener han. (Foto: Henning Hjorth)

Bondefangeri
Det betyder med andre ord, at de skal takke nej til den erstatning, de kunne have fået i forbindelse med en at blive fritstillet, når kæden lukker, hvis de vil have deres uddannelsespapirer. En erstatning som svarer til omkring tre måneders løn.

- Jeg vælger selvfølgelig, at skrive under, fordi jeg gerne vil have min uddannelse. Men det er jo en stor gang bondefangeri. De skriver jo egentlig bare: ’Vil du have din uddannelse, så får du ingen penge. Og vil du have dine penge, så får du ingen uddannelse,’ fortæller en Fona-elev, Ekstra Bladet har talt med.

- Men så får jeg ikke løn for hele juni måned, hele juli måned og indtil den 14. august hvor skulle have stoppet.

Han ønsker at være anonym, da han frygter for en retssag idet, han i sin kontrakt har skrevet under på, at han ikke vil videregive interne informationer.

Her kan du selv læse første del af brevet til eleverne fra F Group, hvor 'tilbuddet' bliver præsenteret.
Her kan du selv læse første del af brevet til eleverne fra F Group, hvor 'tilbuddet' bliver præsenteret.

Minimalerstatning
Afviser eleverne aftalen, bliver deres elevstilling ophævet den 31. maj, og de må så selv finde en elevplads for de sidste to måneder og tilmed kun modtage en mindre erstatning:

- I den situation vil du foruden lønnen for maj måned også modtage en minimalerstatning med et beløb svarende til lønnen frem til det tidspunkt, hvor din uddannelsesaftale automatisk ophører, skriver F Group i brevet, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af.

Det er helt unødvendigt at bede eleverne give afkald på deres løn. Fona kunne sagtens have afkortet uddannelsen uden, siger HK. (Foto: Henning Hjorth)
Det er helt unødvendigt at bede eleverne give afkald på deres løn. Fona kunne sagtens have afkortet uddannelsen uden, siger HK. (Foto: Henning Hjorth)

Lokumsaftale
I HK/Handel Hovedstaden kalder man ’tilbuddet’ til eleverne for en lokumsaftale, som eleverne ikke kan andet end at acceptere.

- De stiller dem med en pistol for panden og siger ’take it or leave it, og hvis I ikke accepterer det her, så har I ingen uddannelse, og så må I selv finde ud af, hvad I så skal.’ Så mange af eleverne føler sig uretfærdigt behandlet, siger Vibeke Klit Larsen, Faglig Chef i HK/Handel Hovedstaden til Ekstra Bladet.

Der er intet i vejen for, at F Group kunne give Fona-eleverne deres uddannelse og stadig erstatningen i forbindelse med lukningen, forklarer den faglige chef. Alle andre ansatte i butikkerne er blevet fritstillet med løn.

- De har knoklet røven ud af bukserne, fået tingene til at lykkes og ryddet op i butikkerne, og så er de blevet fritstillet med løn. Når du er almindelig ansat, så går du ud og finder en anden arbejdsplads. Det gør en elev ikke. En elev er jo afhængig af at få en uddannelse, og de kunne sagtens have uddannet dem færdig uden at lave sådan nogle pressionsløsninger her, hvor de skal skrive under på at lønnen stopper tidligere, fastslår Vibeke Klit Larsen.

Anden del af brevet fra F Group.
Anden del af brevet fra F Group.

Vil spare
Fona har været under rekonstruktion, hvor man har forsøgt at minimere skaderne i forbindelse med konkursen. Og nu går det altså ud over eleverne, at man forsøger at spare penge, mener den faglige chef.

- Det er kun et spørgsmål om penge. Rekonstruktøren vil spare penge her. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Og så laver man sådan nogle aftaler her, som man prøver at presse ned over hovederne på eleverne, siger Vibeke Klit Larsen.

Elkjøp Nordic har købt de Fona-butikker, som overlevede rekonstruktionen. De bliver nu til Elgiganten-butikker. (Foto: Ilan Brender)
Elkjøp Nordic har købt de Fona-butikker, som overlevede rekonstruktionen. De bliver nu til Elgiganten-butikker. (Foto: Ilan Brender)

Lægger sig ned
Hos F Group lægger man ikke skjul på, at aftalen med eleverne er en måde at spare penge på.

Kunne man ikke have givet eleverne tilbuddet om afkortning uden at bede dem om at skrive under på, at de ikke skulle have løn efter den 31. maj?

- Man kan jo sige mange ting. Og man kan anlægge mange betragtninger. Der skal man jo være opmærksom på, at vi som virksomhed er under rekonstruktion. Det vil sige, at vi ikke bare kan gøre, som vi har lyst til. Dybest set er det rekonstruktørerne, der bestemmer og siger, at det er det, I kan få lov til, siger personaleadministrationschef Kenn Eriksson fra F Group.

Så det er bare for at spare penge?

- Ja, altså du kan jo sige, at virksomheden lukker. Den er i princippet væk 1. juni. Vi har en helt anden gruppe elever, dem som mangler et år. Det er jo en helt anden problematik...

... men er det ikke unfair, at det er unge mennesker, som måske har en husleje at betale, man vil spare penge på?

- Jo, men det spørgsmål skal du rette til rekonstruktøren.

Men det er jo stadig jer, der er afsender på brevet?

- Ja, det er jeg fuldstændig enig i. Det er jo os, de er ansat hos. Når en virksomhed først er under rekonstruktion, så må vi jo rette os efter, hvad rekonstruktøren fortæller os.

Eleverne modtog brevet lørdag den 14. maj, og svaret på aftalen skulle være retur i de respektive Fona-butikkers HR-afdeling fredag den 20. maj.

Ekstra Bladet er bekendt med Fona-elevens fulde identitet.

1 af 3 Fona-eleven har besluttet sig. Han ønsker en uddannelse. Det kan være meget svært at finde en ny plads hos en virksomhed, som kun kan have ham to måneder, mener han. (Foto: Henning Hjorth)
2 af 3 Det er helt unødvendigt at bede eleverne give afkald på deres løn. Fona kunne sagtens have afkortet uddannelsen uden, siger HK. (Foto: Henning Hjorth)
3 af 3 Fona-eleven, Ekstra Bladet har talt med, ønsker ikke at stå frem. Han har skrevet under på, at han ikke vil udlevere interne dokumenter. (Foto: Henning Hjorth)
117 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere