For første gang: Flere på Sjælland end i Jylland

Der bor nu flere mennesker på Sjælland end i Jylland, lyder det i en ny opgørelse

Den største andel af Danmarks befolkning bor nu på Sjælland. Arkivfoto: NASA
Den største andel af Danmarks befolkning bor nu på Sjælland. Arkivfoto: NASA

For første gang nogensinde bor der i år flere mennesker på Sjælland end i Jylland.

Ifølge Danmarks Statistik bor der nu 2.642.180 indbyggere i Jylland. Det er lidt lavere end på Sjælland, hvor indbyggerantallet er oppe på 2.646.379 personer.

I alt boede der ved udgangen af tredje kvartal altså knap 4200 flere på Sjælland end i Jylland.

Tidligere på året var Sjælland dog også marginalt foran, viser Ekstra Bladets gennemgang af tallene. Således var der ved udgangen af første kvartal 149 flere mennesker på Sjælland end i Jylland, om end Jylland atter var foran med 267 ved udgangen af andet kvartal. Men nu har Sjælland altså sat sig solidt på førstepladsen befolkningsmæssigt.

Udviklingen har baggrund i, at den sjællandske befolkning er vokset med cirka 190.000 personer de seneste ti år. Det er over dobbelt så meget som i Jylland.

Udviklingen af befolkningstal for Sjælland og Jylland siden 2007. Data: Danmarks Statistik. Grafik: Ekstra Bladet
Udviklingen af befolkningstal for Sjælland og Jylland siden 2007. Data: Danmarks Statistik. Grafik: Ekstra Bladet
 

Ifølge økonomisk konsulent Jacob Hangaard fra Dansk Byggeri er det særligt i og omkring de store byer, at der er sket en befolkningstilvækst.

- På Sjælland er befolkningen vokset i rigtig stor grad i København og i omegnskommunerne. Det skyldes både, at der bliver født flere børn, og at der sker en tilflytning fra udlandet, fortæller Jacob Hangaard.

Alene i Københavns Kommune er antallet af indbyggere vokset med 106.103 i de seneste ti år.

Det er en større befolkningstilvækst end i hele Jylland set over samme periode.

I Jylland skyldes væksten i befolkningen næsten udelukkende udviklingen i Østjylland. Her har byer som Randers, Aarhus, Silkeborg, Skanderborg og Horsens fået flere indbyggere.

812 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere