For første gang: Mink skal coronatestes

En minkavler i Nordjylland kan nu se frem til at få hele minkbesætningen testet, efter et familiemedlem er blevet konstateret smittet med corona

En minkavler skal få testet sin besætning, efter et familiemedlem er konstateret coronasmittet. Foto: Per Rasmussen
En minkavler skal få testet sin besætning, efter et familiemedlem er konstateret coronasmittet. Foto: Per Rasmussen

Der er begrundet mistanke om, at en minkfarm i Nordjylland muligvis er inficeret med corona.

Derfor har Styrelsen for Patientsikkerhed netop orienteret Fødevarestyrelsen om, at minkbesætningen skal testes, efter en person smittet med corona har været tæt på minkene.

Det skriver TV2 Nord.

Det er første gang nogensinde i Danmark, at der skal tages prøver af en større dyreflok. I Holland har fund af smitte i minkbesætninger vist, at mink sagtens kan være smittet med corona ved tæt kontakt til smittede mennesker.

I skrivende stund har Fødevarestyrelsen endnu til gode at påvise, at dyr dog spiller en rolle i spredningen af corona til mennesker.

Ifølge Fødevarestyrelsen anbefalinger, skal folk, der arbejder med mink, blive hjemme fra arbejde, hvis de er smittet med corona eller har symptomer.

Fødevarestyrelsen anbefaler ligeledes, at man følger de generelle hygiejneråd, når man er i kontakt med dyr.

Fødevarestyrelsen er forpligtet til at indberette et positivt testresultat til Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE). Det sker for, at man på sigt på internationalt plan kan få et overblik over, hvordan corona kan påvirke dyrs sundhed.

56 kommentarer
Vis kommentarer