Forældre i opråb: Lad alle få penge tilbage for hjemmepasning

Forældreorganisation foreslår, at alle forældre kan holde børn hjemme under corona uden regning for dagtilbud

Et af de store spørgsmål i forbindelse med genåbningen af landets institutioner har været hvordan det ville foregå rent praktisk. Her kan du se hvordan det foregik, da vuggestuen DUI i Aalborg genåbnede onsdag morgen. Video: Ritzau/Scanpix.

Dagtilbud over hele landet genåbner fra onsdag.

I Gladsaxe og København er forældre dog blevet tilbudt, at hvis de holder børnene hjemme i den kommende tid, kan de slippe for at betale for institutionsplads.

Det tilbud bør dække forældre over hele landet, mener Signe Nielsen, der er formand for Forældrenes Landsorganisation (Fola).

- Det vil være rigtig godt, hvis staten gik ind og sagde, at den dækker udgiften ved, at nogle forældre holder deres børn hjemme, når nu ikke alle kan tilbydes pasning.

- Idéen er rigtig god, men der vil være mange kommuner, der ikke har råd til det, mener hun.

København: Forældre kan få penge tilbage for hjemmepasning

I Gladsaxe og Københavns Kommune er håbet, at nogle forældre selv står for pasning, så det er nemmere for dagtilbuddene at leve op til sundhedsmyndighedernes krav om mere plads til børnene under coronakrisen.

Det er nemlig ikke alle institutioner, som har mulighed for at overholde kravene med den nuværende kapacitet.

Flere forældre har ifølge Signe Nielsen allerede kontaktet Fola og sagt, at de kan passe deres børn hjemme lidt endnu. Det er især arbejdsløse og gravide, oplyser hun.

Men gør de det, bør de ikke samtidig betale for pladsen i daginstitutionen, mener hun. Heller ikke selv om de holder børnene hjemme fra et dagtilbud, der ikke har problemer med pladsen.

- Det bliver nødt til at dække alle, fordi børnenes hverdage vil være så forandrede, så de vil også have brug for at kunne være hjemme hos deres forældre. Og der er mange forældre, der gerne vil have det her tilbud, siger hun.

KL: Ingen kommentar
Prisen på en plads i daginstitution varierer fra kommune til kommune. En vuggestueplads i hovedstaden koster mellem 3000 og 4000 kroner om måneden.

Ifølge Fola skal forældre også løfte deres del af ansvaret for, at Danmark kommer gennem coronakrisen. Det mener Signe Nielsen, at de allerede har gjort ved at arbejde hjemmefra og samtidig stå for børnepasning, mens dele af samfundet har været lukket ned.

Kommunernes Landsforening (KL) ønsker ikke at kommentere, hvorvidt der bør være en landsdækkende ordning om at få penge retur for manglende børnepasning.