Forarget borger politi-anmeldte Annys jordbær: Det er hun glad for

For halvanden måned siden blev Anny Holms jordbær politianmeldt. Nu fortæller hun, at salget tog et ordentligt nøk opad, efter betjentene blev involveret

Anny Holm har stået i boden for sin nabo de sidste tre somre. Foto: Ole Steen
Anny Holm har stået i boden for sin nabo de sidste tre somre. Foto: Ole Steen

Anny Holm fra Græsted i Nordsjælland fik sig lidt af en overraskelse, da hun midt i juni hørte, at hendes jordbær var blevet politianmeldt.

'Tyveri ved højlys dag', havde anmelderen sagt til Nordsjællands Politi, fordi vedkommende havde set, at en bakke af de røde lækkerbiskener kostede mellem 40-50 kroner.

- Men vedkommende må have set forkert, for mine jordbær har aldrig kostet mere end 30 kroner. Spegepølserne koster en 50'er, siger Anny Holm til Ekstra Bladet.

Vi har taget kontakt til Anny Holm igen for at høre, hvordan det et gået med salget, efter Ugeposten skrev historien om den besynderlige politianmeldelse.

De blå blink
Nordsjællands Politi valgte at lade anmeldelsen ligge, og der blev derfor ikke sendt nogen patrulje ud til Anny Holms jordbærbod.

- Til gengæld gik jordbærsalget helt forrygende bagefter, så det har ikke gjort noget med den anmeldelse, griner Anny Holm.

- Prisen har lige siden været 25 kroner for en bakke, og det har ingen klaget over. Det er jo gode jordbær, og jeg har så travlt, at jeg sjældent har tid til at vende ryggen til, siger pensionisten, der har passet jordbærboden for sin nabo de sidste tre somre.

Det har derfor ikke haft negative konsekvenser, at de røde bær blev politianmeldt. Tværtimod.

Artiklen fortsætter under billedet:

Priserne står klart og tydeligt på skiltet. Foto: Ole Steen
Priserne står klart og tydeligt på skiltet. Foto: Ole Steen

Mange kunder i frostramt sæson
Man kan stadig købe helt friske jordbær i boden, selv om det har været en lidt fattig sæson.

- Vi fik sen frost, og det kan altså mærkes. Vi kan jo også se på frugttræerne, at de kommer til at give mindre på grund af det sene forår, siger Anny Holm.

Hun har solgt jordbær i boden siden slutningen af maj, og hun står der endnu.

- Jeg står her for det meste fra 10-17, og der er gang i den, siger hun.

Anny Holm ved ikke, hvem der har anmeldt jordbærerne.

- Men måske var det en københavner, der kørte forbi og blandede teksten på skiltene rundt, griner hun.

Boden på Dønnevældevej. Foto: Ole Steen
Boden på Dønnevældevej. Foto: Ole Steen

235 kommentarer
Vis kommentarer