Forbrugerråd vil have Facebook undersøgt efter tysk dom

Forbrugerrådet Tænk vil have vurderet, om Facebooks brug af persondata overtræder dansk lovgivning

Den østrigske studerende Max Schrems bad i 2011 Facebook alle de data, de havde liggende om ham. Resultatet blev disse 1222 sider. Foto: Ronald Zak/AP
Den østrigske studerende Max Schrems bad i 2011 Facebook alle de data, de havde liggende om ham. Resultatet blev disse 1222 sider. Foto: Ronald Zak/AP

Berlins regionale domstol (VZBV) fastslog mandag, at det sociale medie Facebooks standard privatindstillinger og brug af persondata er imod den tyske forbrugerlov.

Det får Forbrugerrådet Tænk til at reagere.

- Situationen i Danmark og Tyskland er på mange områder ens. Derfor vil vi nu gerne have de danske myndigheder på banen for at vurdere, om Facebook lever op til den danske lovgivning, siger administrerende direktør i Forbrugerrådet Tænk Lars Pram.

Konkret er det Datatilsynet, som forbrugerrådet kontakter for at få afklaret, hvorvidt Facebooks praksis omkring persondata er lovlig i Danmark.

Se også: Facebooks brug af data erklæres ulovlig i Tyskland

Ifølge VZBV samler og bruger Facebook persondata uden at give nok information til det sociale medies brugere, så de kan give et meningsfyldt samtykke.

- Vi går ind i den her sag, fordi der er rigtig mange danskere, der bruger Facebook i hverdagen og er glade for det. Derfor er det vigtigt, at vi kan stole på, at Facebook lever op til de regler, der skal beskytte vores data og oplysninger.

- Det er vigtigt, at vi som forbrugere kan stole på, at de data, vi afgiver til Facebook, ikke bliver brugt til andet, end det vi har givet et klart og konkret samtykke til, siger Lars Pram.

VZBV har blandt andet fundet, at Facebook i sin app for smartphones har præaktiveret en lokalitetstjeneste. Derudover er der ved oprettelsen af profiler hakket i boksene i brugeres privatindstillinger, der tillader søgemaskiner at linke til brugeres Facebook-profiler.

Sådan får du dine data ud af Facebook

Facebook er forpligtet til at give dig en kopi af alle de data, de har liggende om dig.

Og det er ikke kun de data, du kan hente via en download-knap på din personlige profil, advarer borgergruppen 'Europa versus Facebok'. Det er ellers denne mulighed, som Facebook kan finde på at give dig som svar på din anmodning.

På gruppens hjemmeside kan du finde en meget præcis beskrivelse af, hvordan du kontakter Facebook på mail eller post. Her ligger også de korrekte formularer til at kræve oplysningerne.

Se også: IT-gigant ved ALT om dig: Slipper for kontrol i Danmark

Hvis det bliver vurderet, at Facebooks praksis er ulovlig i Danmark, forventer Forbrugerrådet Tænk, at det sociale medie ændrer sin praksis og gør den lovlig.

Datatilsynet oplyser, at det irske datatilsyn har den juridiske kompetence til at føre tilsyn med Facebooks brug af data i de sager, der vedrører selskabets generelle indstillinger.

Derfor ender sagen formentlig i Irland.

Det følger af, at tilsynskompetencen er hos myndigheden i det land, hvor virksomheden har sit hovedkvarter, hvilket i Facebooks tilfælde er Irland.

Se også: Fyldt med løgne: EU giver Facebook og Google mundkurv på

Forbrugerrådet Tænk har tidligere stillet sig kritisk over for, at Datatilsynet ikke selv aktivt går ind i sager omhandlende Facebook.

I en udtalelse har Facebook sagt, at det vil appellere den tyske dom, men tilføjer samtidig, at det sociale netværk arbejder hårdt for at leve op til alle retningslinjer.

Facebook har efterfølgende meldt ud, at det sociale netværk grundigt vil gennemgå sine privatindstillinger, så de stemmer overens med den nye europæiske databeskyttelseslov.

Se også: Filmstjerne sletter Facebook-profil i protest: Du bør gøre det samme

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen