Fordelingen vender: Flest kvinder smittet med coronavirus

I Danmark er hovedparten af de smittede med coronavirus nu kvinder. Teststrategi kan være forklaringen, vurderer virolog

I starten af coronaepidemien var størstedelen af de smittede mænd. Nu ser det ud til, at kønsfordelingen er vendt.

Det kan der være flere forklaringer på, vurderer professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen.

- Mit bud er, at det i begyndelsen var meget mænd, der vendte hjem fra Italien og skiferie, siger han og tilføjer:

- Det er selvfølgelig blevet udlignet nu, hvor vi har indlandssmitte.

Kigger man tilbage på tallene fra 18. marts var fordelingen af coronasmittede 65 procent mænd og 35 procent kvinder. Torsdag er tallene henholdsvis 45,5 og 54,5.

Teststrategi spiller ind
Ifølge Allan Randrup Thomsen, så er der ikke noget, der indikerer, at der er en forskel på, hvor nemt mænd og kvinder smittes.

I stedet peger han på teststrategien, som en del af forklaringen på, at kønsfordelingen er vendt i Danmark.

- Så længe vi er baseret på en testning, som er symptombaseret, så er det ikke en objektiv vurdering af smitteratioen. Det er netop et udtryk for, hvem der henvender sig til sundhedsvæsenet.

Og her kan der være forskel på, hvilke køn der henvender sig med symptomer på coronavirus.

- Der kunne man godt forestille sig, at kvinders tærskel for at henvende sig til lægen er lav. Vi ved jo generelt, at mænd går længere med deres symptomer og sygdom, inden de går til lægen, siger Allan Randrup Thomsen.

Sundhedsstyrelsen har åbnet op for at teste flere i sundhedsvæsenet og det kan også have betydningen for, at der nu er en overvægt af kvinder.

- Der kan være en overrepræsentation af kvinder, der bliver fundet positive qua de fag, der bliver testet, siger Allan Randrup Thomsen.

Flere mænd dør
Ifølge statistikkerne, så dør flest mænd smittet med coronavirus og her kan forklaringen spores tilbage til henvendelsen til lægen, mener virologen.

Det kan gøre, at de har flere underliggende sygdomme, komorbiditet, der ikke er så velbehandlede.

- Jeg tror meget på, at det er en forskel i komorbiditet mellem mænd og kvinder, der gør, at der er flere mænd, der bliver alvorligt syge og dør, forklarer Allan Randrup Thomsen.

Det seneste døgn er yderligere 19, der var smittet med coronavirus, døde, viser nye tal fra sundhedsmyndighederne. I alt er 237 døde i Danmark.