Han mener selv, at han kæmper en retfærdig kamp.
Men nu angribes han for at skade den vigtige sag, som han kæmper for.
I september 2020 skrev BT om hjemmesiden Morsmanual.dk, hvor mødre på udførlig vis blev guidet i, hvordan de ved hjælp af løgn og manipulation kunne opnå blandt andet fuld forældremyndighed.
Siden stod bagmanden 'Linda' anonymt frem som en fortvivlet far, der blot ville udstille, hvordan han selv havde oplevet at blive kørt ud på et sidespor af moderen til sit barn gennem brug af beskidte tricks over for familieretssystemet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Problemet findes
Hjemmesiden blev herefter lukket. Men nu er den tilbage igen uden spor af dets egentlige formål. Det vækker bekymring for, at manualens skruppelløse værktøjer havner i hænderne på de forkerte og skader endnu flere fædre.
For formanden for Foreningen Far, Jesper Lohse, er nemlig ikke i tvivl om, at metoderne fra manualen allerede bruges af nogle i kampen om forældremyndighed, bopæl og samvær.
- Vi får daglige henvendelser fra fædre. Det er rigtig mange mennesker, der kommer ind uafhængigt af hinanden og fortæller om de samme oplevelser og de samme metoder, som bliver brugt. Så vi er slet ikke i tvivl om, at det foregår, siger han.
Jesper Guldmand, der er familierådgiver hos foreningen Børns Tarv, peger på, at manualens råd om blandt andet at skabe konflikt for at afskære faderen fra samvær faktisk falder ud til moderens fordel i det nuværende system.
- Hvis en mor eksempelvis sidder med sin advokat og laver en konflikt, kan faren ikke få en 7/7-ordning med sit barn, selvom han måske kan dokumentere, at moren ikke vil udlevere barnet eller kalder ham nedværdigende ting. Så vil Familieretshuset fastholde, at der er en konflikt.
- Derfor er den manual rigtig dårlig. Det er ikke okay at udforme guidelines til, hvordan man kan opretholde en konflikt, siger han til Ekstra Bladet.
Eksperter enige
Konflikt-elementet i sager om forældremyndighed er også for nylig blevet beskrevet i kronik i Politiken af seks eksperter i blandt andet samværsjura.
'Praksis har gennem mange år været, at en forælder, som i tilstrækkelig lang tid nægter at samarbejde og at udlevere barnet til den anden forælder, og som trodser diverse myndigheders påbud herom, til slut med stor sandsynlighed vil opnå at blive den eneste forælder i barnets liv'.
- Det er hverdagskost for os at opleve de her mønstre. Der findes standardmetoder, som bliver brugt i børnesager i Danmark. Det har den betydning, at hvilken som helst far i Danmark kan blive udsat for det her og på en time miste kontakten til sit barn. Det er desværre virkeligheden i dagens Danmark, uddyber Jesper Lohse.
Ifølge FN’s børnekonvention har et barn blandt andet ret til 'personlig forbindelse og direkte kontakt til begge forældre'.